Fogh: Ansvaret for boligboblen lå hos boligejerne
Når økonomer og oppositionen kritiserer tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen for at være skyld i overophedningen af dansk økonomi med boligboble til følge, skyder de ved siden af.
Det siger Nato-generalsekretæren selv i et interview i Jyllands-Posten søndag.
I løbet af VK-regeringens 10 år ved magten fik skattestop, afdragsfrie lån og nedbringelse af den offentlige gæld ifølge økonomer og medlemmer af venstrefløjen den danske økonomi til at overophede.
Men Anders Fogh Rasmussen henviser til, at danskerne selv bærer en del af ansvaret.
- Vi må have tillid til, at den enkelte og den enkelte familie træffer de dispositioner, som er mulige og forsvarlige inden for den families økonomiske ramme, siger han til Jyllands-Posten.
- Jeg er ikke sådan en barnepigepolitiker, der mener, at man skal holde folk i hånden. Jeg mener, at man godt kan overlade folk et personligt ansvar.
Tidligere har blandt andre den afgående Nationalbank-direktør og forhenværende departementschef for Anders Fogh Rasmussen, Niels Bernstein, kritiseret den kurs, som blev sat af VK-regeringen.
- Vores analyser viser, at indførelsen af afdragsfrie lån og fastfrysningen af ejendomsværdiskatten i meget høj grad var med til at skabe en prisboble på boligmarkedet i midten af sidste årti, sagde Bernstein i 2011 ifølge Jyllands-Posten.
- Det bidrog til overophedningen af dansk økonomi og medførte, at nedturen i kølvandet på finanskrisen blev større, end den ellers ville have været.
Hos Socialdemokraterne er man ikke i tvivl om, at det er en ansvarsfralæggelse fra Anders Fogh Rasmussens side.
- Det er meget bekvemt at sige, at det er folks eget ansvar. Alle os her tilbage i Danmark ville ønske, at regeringen dengang havde grebet ind og dæmpet det brændende bål, siger politisk ordfører Magnus Heunicke.
- Men han hældte benzin på. Og sagde, at økonomerne skulle skrive deres lærebøger om, når de advarede om overophedning,
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker