Fogh er glad for dansk Helmandplan
Natos generalsekretær, den tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen, hilser den nye danske plan for Afghanistan velkommen.
Ritzau erfarer, at Fogh faktisk har læst den såkaldte Afghanistanplan, som blev forhandlet på plads tirsdag med støtte fra alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten.
Fogh giver udtryk for sin glæde i en pressemeddelelse, hvor han antyder, at den danske løsning kunne være en god model for resten af de 28 Nato-lande og i alt 50 lande, der er med i den nuværende Isaf-styrke.
- Jeg hilser den danske regerings nye Afghanistanplan velkommen. Danmarks gradvise tilbagetrækning af kampenheder er i tråd med de planer, vi har i Nato - herunder at indsatsen gradvist ændres fra kamp til træning og støtte.
- Vi ser konkrete fremskridt, og vi planlægger nu en ny mission, hvor vi vil træne, uddanne og støtte de afghanske sikkerhedsstyrker. Det glæder mig, at Danmark planlægger betydelige bidrag både på sikkerheds- og på udviklingsområdet, siger Fogh.
Danmark vil i 2013-17 sætte 385 millioner kroner af til træning og udrustning af den afghanske hær. Desuden åbnes der mulighed for, at Danmark kan sende F16-fly til Afghanistan.
Det er allerede vedtaget, at kampoperationen Isaf slutter med udgangen af 2014.
Nato er i øjeblikket ved at planlægge efterfølgeren for Isaf, der formentlig under navnet Antaam (Afghanistan Nato Training, Advisory and Assistance Mission) skal fokusere på træning og støtte til Afghanistans hær fra 1. januar 2015.
Nato-landenes forsvarsministre samles om tre uger til møde i Bruxelles for blandt andet at arbejde videre med planlægningen af den nye mission. Det er dog stadig langt fra klart, hvor stor den nye styrke skal være, og hvordan den skal sammensættes.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde