Fogh finder Danmark usolidarisk i Nato

Det er usolidarisk, at Danmark sparer 540 millioner kroner på tre Nato-projekter. Besparelsen kan skade soldaternes sikkerhed.

Det siger forhenværende statsminister, Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, til TV2 Nyhederne om tirsdagens aftale, hvor partierne bag forsvarsforliget har aftalt at spare 1,4 milliarder kroner på forsvaret.

Dermed fastholder han sin kritik af, at Natolandene sparer på forsvaret for at løse den økonomiske krise.

- Jeg er ikke imod besparelser. Jeg gennemfører selv besparelser i Nato, men jeg er imod at spare på soldaternes sikkerhed, siger Anders Fogh Rasmussen.

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) parerer hans kritik med, at Danmark kun betaler tre procent af projekternes udgifter.

- Hvis et land, der skulle dække tre procent af omkostningerne ved projektet, træder ud, og det gør, at projektet så vælter - så er der måske noget, man kan spørge til generelt. Om projektet så var livgivende i forvejen, siger hun.

Anders Fogh Rasmussen skoser ministeren for at godkende besparelserne.

- Gitte Lillelund er en udmærket forsvarsminister. Men på dette punkt synes jeg faktisk, hun går helt forkert i byen. Hvis alle Natolande gik og tænkte og handlede, som Danmark nu er på vej til, og trækker sig ud af de fælles projekter, så er der ingen fælles projekter, der kan gennemføres, siger han.

- Rent ud sagt: Jeg synes, det er usolidarisk, at man bare vælter byrden over på andre. Vi vil gerne nyde gavn af dén sikkerhed, som Nato giver, men vi vil ikke selv yde vores bidrag. De må andre sørge for, siger Anders Fogh Rasmussen.

/ritzau/

Danske soldaters sikkerhed kan rammes, fordi Danmark sparer over en halv milliard kroner på Nato-projekter, siger Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen

Offentliggjort Sidst opdateret