Fogh forudser ingen Nato-rolle i et angreb på Syrien
Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, lægger op til, at forsvarsalliancen Nato ikke får nogen rolle i en eventuel militæraktion i Syrien.
I øjeblikket diskuterer det internationale samfund med Nato-medlemmerne USA og Storbritannien i spidsen ellers et angreb på styret i Damaskus, der angiveligt har brugt kemiske våben i den igangværende blodige borgerkrig.
- Jeg forudser ikke en Nato-rolle i det, jeg her kalder en international reaktion overfor regimet i Damaskus, siger Anders Fogh Rasmussen på et pressemøde i Vejle.
Det kan dog ændre situationen, hvis Nato-medlemmet Tyrkiet, der deler grænse med Syrien, bliver angrebet. I øjeblikket har Nato opsat raketter langs grænsen for at kunne reagere på eventuelle aggressioner.
Men selvom Fogh altså ikke lægger op til, at Nato skal spille en rolle, så mener han, at en eller anden form for militær intervention vil være vigtigt for at give et klart budskab om, at brug af kemiske våben ikke tolereres.
- Der er ikke en langsigtet militær løsning på det her. En holdbar løsning er en politisk løsning. Men en international reaktion er nødvendig, siger Anders Fogh Rasmussen.
Han mener ikke, at der er tvivl om, at præsident Bashar al-Assads styre har brugt kemiske våben.
- Alle ved, at der har fundet et kemisk angreb sted. Alle har set de forfærdelige billeder, så der er ingen diskussion om, at der har fundet et kemisk angreb sted.
- Så er der en diskussion om, hvem der står bag. Og når man ser på, hvem der har lagrene og kapaciteten, så er det regimet. Der er ikke meget, der tyder på, at det er oppositionen, der står bag.
- Og det kræver en kynisme ud over det rimelige at tro på, at oppositionen stå bag et kemisk angreb i et område de i forvejen i høj grad kontrollerer, siger Anders Fogh Rasmussen.
Fogh understreger dog, at Nato-landene støtter den undersøgelse, som FN's våbeninspektører lige nu er i gang med. Inspektørerne ventes at forlade Syrien lørdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro