Fogh vil forene Pia og Khader

Venstres Anders Fogh Rasmussen bliver nok siddende som statsminister på et færøsk mandat, men grundlaget for den næste regeringsperiode vil han lave med Pia Kjærsgaard og Naser Khader. Det viste sig straks efter valget at blive en vanskelig opgave.

Anders Fogh Rasmussen indleder forhandlinger med Ny Alliance om et nyt regeringsgrundlag allerede onsdag, men Naser Khader fastholdt under valgnattens partilederrunde, at han anbefaler statsministeren at gå af og "vaske tavlen ren". Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, følte sig pikeret og satte straks sin nye samarbejdspartner med de fem mandater på plads.

- Jeg sidder og bliver så glad for mine 25 mandater. Det kan jeg ikke lade være med at sige, så I husker det, sagde Pia Kjærsgaard med henvisning til, at Dansk Folkeparti nu er større end både De Konservative og Ny Alliance.

- Den sejr, som Dansk Folkeparti har fået i dag, må man også honorere. Det vil jeg bede om, at man husker, sagde Pia Kjærsgaard.

Anders Fogh Rasmussen slog dog fast, at Naser Khader skal være med i forhandlinger, selv om han ikke har de afgørende stemmer.
- Vi siger, at selvfølgelig giver det en adgang til at være med i drøftelser af det politiske grundlag, hvis man peger på mig som statsminister. Alt andet ville være mærkeligt, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Naser Khader fastholdt også ønsket om en skattereform og udtrykte ønske om, at arbejdet kunne gå i gang i denne valgperiode. Det fik igen Pia Kjærsgaard til at skærpe tonen.
- Det er helt bemærkelsesværdigt at begynde at tale om skattereform, når man som Naser Khader sidder og lige har fået de mandater, der skal til for at komme i Folketinget. Jeg må sige, at al snak om skat burde være mere eller mindre skubbet ind under gulvtæppet, sagde Pia Kjærsgaard.

Undervejs på valgaftenen havde hendes partifælle Kristian Thulesen Dahl set frem til et fortsat liv med rent VKO-flertal.
- De hovne og kompromisløse meldinger, vi har hørt fra Ny Alliance, kunne tyde på, at de vil forsøge at regere hele landet med fire mandater. Ny Alliance er elitens oprør mod det folkelige styre, som vi har haft siden 2001, og det vil ikke blive stabilt, sagde Kristian Thulesen Dahl.

En inddragelse af Ny Alliance kan dog give Fogh nye politiske muligheder, vurderer statsministerens tidligere rådgiver Michael Kristiansen.
- Tager man for eksempel klimapolitikken, hvor Anders Fogh Rasmussen gerne vil være Danmarks svar på Al Gore. Dér ville det være svært at flytte sig, hvis han stadig kun havde en VKO-regering, vurderer Michael Kristiansen.

Valgnederlaget kunne dog ikke tage sejrssmilet fra Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, der beskrev oppositionen som samlet og lovede at slå Anders Fogh Rasmussen næste gang.
- Jeg sagde, at jeg kunne slå Anders Fogh. Det lykkedes ikke denne gang. Men jeg agter at holde mit løfte, sagde hun.

Hos Enhedslisten, der lige præcis klarede spærregrænsen, blev valgnederlaget også opfattet som en halv sejr.
- Jeg er overhovedet ikke skuffet over resultatet. Medierne har dømt os ude i hele valgkampen, så vi er godt tilfredse med de fire mandater, sagde Line Barfod.

Den eneste valgfest på venstrefløjen var dog hos SF, hvor formanden Villy Søvndal annoncerede knivskarp opposition.
- Vi bliver den mest hårdtarbejdende opposition, som statsministeren nogensinde har mødt. Vi skal bruge fremgangen til at føre den skarpeste oppositionspolitik nogensinde, sagde Villy Søvndal, der glædede sig så meget over SFs massive fremgang fra 11 til 23 mandater, at han ligefrem kaldte den en folkebevægelse.
/ritzau/




Venstres Anders Fogh Rasmussen bliver nok siddende som statsminister på et færøsk mandat, men grundlaget for den næste regeringsperiode vil han lave med Pia Kjærsgaard og Naser Khader.

Offentliggjort Sidst opdateret