Folkebevægelsen mod EU vil være en aktivistisk tænketank

Susanna Dyre-Greensite har siden 2019 været formand for Folkebevægelsen mod EU, som ønsker en dansk udmeldelse af EU. (Arkivfoto). Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Bevægelse ønsker at bidrage med nuancer til EU-debat, selv om de måske ikke er på stemmesedlen til næste valg.

Offentliggjort Sidst opdateret

I forbindelse med Folkebevægelsen mod EU's landsmøde lørdag og søndag vil et forslag komme på bordet, om at græsrodsbevægelsen i fremtiden skal være en aktivistisk tænketank.

Det skriver Folkebevægelsen mod EU i en pressemeddelelse. Og ifølge bevægelsens formand, Susanna Dyre-Greensite, skal det være med til at holde bevægelsen i live.

- Tanken med den aktivistiske tænketank er at bevare vores stemme i den danske EU-debat, nu hvor det desværre ser ud til, at vi ikke kommer til at være på stemmesedlen til Europa-Parlamentetsvalget næste år, siger hun.

Et parti skal indsamle 70.680 vælgererklæringer for at kunne stille op til næste års valg, som finder sted 9. juni. I øjeblikket har Folkebevægelsen mod EU lidt over 2000 vælgererklæringer.

Folkebevægelsen mod EU var repræsenteret i Europa-Parlamentet fra 1979 og frem til seneste valg i 2019.

Ifølge Susanna Dyre-Greensite kan Folkebevægelsen mod EU som tænketank bidrage med en mere nuanceret debat.

- Folkebevægelsen mod EU kan bidrage med nogle nuancer og en mere kritisk vinkel, og det er noget, vi virkelig mangler nu, hvor vi ikke har bevægelsen i Europa-Parlamentet til at udfylde den rolle, siger hun.

Deres mål er at bidrage med fakta, analyser og perspektiver, som ellers ikke ville komme frem i EU-debatten.

Og der er et klart formål med, at bevægelsen skal betragtes som en aktivistisk tænketank frem for en bevægelse.

- Jeg håber, at det kan åbne nogle muligheder, fordi vi i mange år er blevet puttet ned i den boks, der hedder et parti.

- Men hvis vi bliver set som en tænketank, så vil folk se os mere som nogle, der kan nuancere debatten, som der i den grad er behov for, siger Susanna Dyre-Greensite.

De vil blandt andet nå ud til den danske befolkning gennem de sociale medier og med løbesedler.

Lørdag aften skal medlemmerne af Folkebevægelsen mod EU stemme om forslaget.

Og Susanna Dyre-Greensite håber, at Folkebevægelsen mod EU kan tiltrække flere medlemmer til bevægelsen, hvis forslaget bliver vedtaget.

/ritzau/