Folkemødet: Bornholmsk gedemarked eller politik?
Når landets magthavere for en stund flytter til Allinge på Bornholm og møder folket i over 700 debatmøder og foredrag under den fire dage lange politiske sommerfestival, så handler det mere om "show" end reelt politisk indhold.
Det mener Kresten Schulz-Jørgensen, kommunikationsekspert og direktør i Lead Agency.
- Det er på godt og ondt et billede på moderne politik. Det gode er, at vi er tilbage på markedspladsen i en kakofoni af stemmer, events og oplevelser, men det er klart, at det også er en medie-begivenhed, hvor vi er langt fra substansen.
- Det er show mere end indhold, siger Kresten Schulz-Jørgensen, der omtaler Folkemødet som "et gedemarked".
- Folkemødet har gedemarkedets karakter, men det er en del af politik i det moderne samfund. Det hører med, og jeg rynker ikke så meget på næsen af det, siger han.
Karakteristikken af det politiske sommertræf på klippeøen vinder ikke genlyd hos regionsborgmester på Bornholm, Winni Grossbøl (S), der står i spidsen for Folkemødet 2012.
- De debatter, jeg oplevede sidste år var gode, fordomsfrie og uformelle, konstaterer hun og fortsætter:
- Debatterne åbner op for andre problemstillinger og løsninger end normalt, når fronterne er trukket op i dansk politik. Folk kommer her med forskellige dagsordener, det gælder organisationerne og politikerne.
- Og så er der en befolkning, der bare gerne vil se girafferne. Og alt er jo i virkeligheden legitimt, siger regionsborgmesteren.
Hun mener Folkemødet markerer afslutningen på Folketingsåret og håber, at debatmøderne vil pege fremad mod begyndelsen af et nyt politisk år.
- Hvis det her kan blive et sted, hvor man prøver nye idéer af og sætter nye dagsordener, så synes jeg bestemt Folkemødet har sin berettigelse, siger Winni Grosbøll.
Arrangørerne venter op mod 30.000 mennesker til Allinge fra den 14.-17. juni. Sker det vil det være en tredobling af deltagerantallet i forhold til i fjor, hvor Folkemødet blev holdt for første gang.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker