Folkemødet har uddannede mæglere klar i kulissen ved afbrydelser

En EU-quiz afholdt af Moderaterne i Kødbyen i København blev 8. april afbrudt af propalæstinensiske demonstranter. På årets folkemøde frygter arrangører, at det samme kan ske ved debatter. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Højlydte demonstranter har afbrudt debatter den seneste tid. Folkemødet forventer flere tilfælde til årets politiske samling på Bornholm og har hyret mæglere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Debatter, taler og quizarrangementer med landets toppolitikere er i den seneste tid blevet afbrudt af råbende pro-palæstinensiske demonstranter.

Krigen i Gaza har ført højlydte protester med sig i en sådan grad, at danske politikere og debattører nu forventer at kunne blive afbrudt til debatter.

Årets folkemøde på Bornholm med tusindvis af debatter kan blive tendensens foreløbige kulmination.

Særligt i lyset af arrangørernes udtalelser, der i første omgang sagde velkommen til eventuelle afbrydende demonstranter.

De udtalelser er siden blevet justeret.

- Personer og grupper, der bevidst ødelægger debatter og lukker ned for andres samtaler, er ikke velkomne på Folkemødet, lyder det nu på Folkemødets hjemmeside.

Men skulle det alligevel ske, er Folkemødet klar.

Tusindvis af mennesker deltager hvert år i den politiske festival Folkemødet på Bornholm. Her lytter deltagere til Pia Olsen Dyhrs (SF) partiledertale i 2023. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Foreningen Folkemødet har hyret professionelle mæglere, der skal kunne træde til og forbinde demonstranter og debattører.

- Det er nogle folk, der er uddannet til det og gode til at de-eskalere konflikter, at lytte og sige til folk: "Rolig nu, nu skal vi nok til at få det til at fungere", siger Peter Christiansen, der er direktør for Folkemødet.

Han vil ikke sætte præcise tal på, hvor mange mæglere Folkemødet har til rådighed.

Men nogle er hyret udefra, mens andre er uddannet og trænet af Folkemødet selv, lyder det.

Mæglerne træder dog kun til, hvis en arrangør af en debat selv ønsker det.

- De fleste finder ud af det selv. Så det er vi meget fortrøstningsfulde omkring.

På efterspørgsel fra arrangører af debatter på årets folkemøde har foreningen Folkemødet udarbejdet en "ofte stillede spørgsmål" på sin hjemmeside om "larmende og forstyrrende aktivister".

Her gives der forslag og idéer til, hvordan arrangører kan håndtere eventuelle demonstranter.

- Det er helt op til dem selv, om de går i dialog, holder en pause, aflyser, eller om de vælger at invitere dem med ind.

- Vi kan ikke forbyde nogen at være her. Det er et offentligt rum, og i et offentligt rum må alle folk komme. Det er vores præmis, og det er den ramme, Folkemødet bliver afholdt i, siger Peter Christiansen.

Dansk Industri (DI) har både egen scene og en række debattører, der skal svæve rundt i et utal af debatter på Folkemødet.

Erhvervsorganisationen frygter, at aktivister med høje og aggressive tilråb vil afbryde deres arrangementer.

- Vi har en stolt tradition for den demokratiske samtale her på Folkemødet, der er det ypperste symbol på, at magthavere og befolkningen kan mødes i uformel dialog. Det skal vi værne om, siger direktør Mette Østergaard.

- Derfor synes jeg, det vil være ekstremt ærgerligt, hvis demonstranter på udemokratisk vis afbryder samtalerne.

Mette Østergaard og DI forventer afbrydelser i en sådan grad, at de allerede nu har briefet deres ansatte om, hvordan de skal håndtere det på scenen.

Det er "rettidig omhu", siger hun.

- Jeg vil ikke komme konkret ind på, hvordan vi forbereder os, men vi vil gå langt for at gennemføre vores arrangementer. Forhåbentligt i den gode og hyggelige Folkemøde-ånd.

Dansk Industri er stærkt kritisk over for de første meldinger fra Folkemødets direktør. Udtalelserne var som at udgive en "manual" til at ødelægge debatter, lyder det.

At Folkemødet nu har hyret uddannede mæglere, venter Mette Østergaard sig ikke meget af.

- Det lyder jo umiddelbart som en sympatisk idé, men det bygger på en præmis om, at arrangementet bliver aflyst. Jeg havde helst set, at vi ikke kom dertil.

Dansk Industri er en magtfuld lobbyorganisation, der repræsenterer virksomheder med stor økonomisk magt.

Demonstranterne står generelt set mere på bar bund, når det kommer til muligheder for reel politisk indflydelse.

Mette Østergaard synes dog ikke, at afbrydelserne kan siges at være demonstranternes vej ind i de magtfuldes argumentation og cirkler.

- Jeg synes, vi har masser af muligheder i det danske demokrati for at komme til orde - om det er på sociale medier, etablerede medier eller ved debatarrangementer. Det her er ikke udtryk for, at der er en rigtig og forkert mening. Alle meninger er velkomne. Det, vi taler om, er formen på, hvordan vi diskuterer.

/ritzau/

Hvad er Folkemødet?

* Folkemødet er en politisk festival, der første gang fandt sted i 2011. Den afholdes hvert år i juni i Allinge på Bornholm og er gratis at deltage i.

* Alle partier i Folketinget har en halv time på Folkemødets hovedscene, som typisk bruges på partiledertaler. Derudover finder et væld af arrangementer sted i hele Allinge.

* Til årets Folkemødet 2024 forventer arrangøren besøgsrekord. Samtidig har der aldrig været flere partnere og arrangementer, lyder det.

* Af nye tiltag i 2024 er Folkemødets Forskningsscene, der kun er for forskere. Her kommer i alt 90 forskere forbi og præsenterer deres viden.

Kilde: Folkemødet.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu