Folketinget får nyt ansigt

Når Folketingets formand tirsdag klokken 12:00 ringer med klokken fra tingets talerstol og åbner det nye folketingsår, er der samtidig premiere på Folketingets nye hjemmeside - www.folketinget.dk.

Hjemmesiden skal gøre det lettere at følge arbejdet i Folketinget. Borgere, som er interesserede i at følge et bestemt emne, et bestemt udvalg eller en bestemt politiker, får forskellige indgange til de mange dokumenter, der ligger på hjemmesiden, og som dækker de sidste 25 års arbejde i Folketinget.

- Med den nye hjemmeside nærmer vi os nu det punkt, hvor alle interesserede borgere får samme muligheder for at følge med i folketingsarbejdet derhjemme på en computer, som hvis de befandt sig på Christiansborg, siger Folketingets formand, Thor Pedersen (V).

For eksempel kan interesserede tegne et skræddersyet abonnement på udvalgte politikere eller udvalgte emner, de ønsker at være opdateret på. Dermed får de mulighed for at få direkte besked, når der dukker noget nyt op på de områder, der interesserer dem.

Den nye hjemmeside får især et ansigtsløft på områder som tilgængelighed, moderne sprog og undervisningstilbud for folkeskolens ældste klasser. Parallelt med www.folketinget.dk åbner også www.folketingstidende.dk, og dermed er den sidste trykte del af folketingsarbejdet nu afløst af en elektronisk version. Og fra den 1. november kan alle på www.folketinget.dk følge direkte med på nettet i tv transmissionerne fra møderne i folketingssalen og de åbne udvalgsmøder.

/ritzau/

Ny hjemmeside skal gøre det lettere for borgerne at følge med i, hvad der foregår i Folketinget.

Offentliggjort Sidst opdateret