FOLKETINGET FRARÅDER DET
Lørdag meddelte Alex Vanopslagh, der har været meget aktiv på TikTok, til Politiken, at han havde slettet appen på sin arbejdstelefon. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Folketingsmedlemmer og andre ansatte har tirsdag modtaget en mail, hvor det anbefales, at man sletter appen.
Folketinget fraråder brug af TikTok-appen på mobile enheder hos Folketingets medlemmer og ansatte. Det skriver Folketinget i en pressemeddelelse.
Udmeldingen kommer, efter at Center for Cybersikkerhed (CFCS) i sidste uge frarådede ansatte i staten at have appen TikTok installeret på tjenstlige enheder, herunder mobiltelefoner, tablets og PC'er.
- Folketinget tager bestik af de vurderinger, som kommer fra sikkerhedsmyndighederne. Når der nu ifølge Center for Cybersikkerhed er risiko for spionage ved at bruge TikTok, så indretter vi os efter det.
- Vi følger hermed den linje, som centret anlægger over for statslige institutioner, siger Folketingets formand, Søren Gade (V), i en pressemeddelelse.
Flere partier meddelte i sidste uge deres medlemmer og ansatte, at de ikke måtte bruge appen på deres arbejdstelefoner.
Alex Vanopslagh (LA) og Rosa Lund (EL), der begge har været meget aktive på mediet, meddelte fredag til Politiken, at de havde slettet appen på deres arbejdstelefoner.
Lørdag skrev digitaliseringsminister Marie Bjerre (V), at hun havde slettet sin TikTok-profil som folketingsmedlem.
Tirsdag morgen har alle folketingsmedlemmer og ansatte i Folketingets administration og gruppesekretariater modtaget en mail, hvor det kraftigt anbefales, at TikTok-appen slettes, hvis man har den installeret.
CFSC har udarbejdet en håndbog i sikkerhed for mobile enheder i samarbejde med PET og Statens IT.
- CFCS fraråder i ovennævnte håndbog anvendelse af TikTok på tjenstlige enheder, skrev CFCS torsdag i sidste uge.
Samme dag oplyste EU-Kommissionen og EU-Ministerrådet, at man har valgt at forbyde TikTok på de ansattes arbejdstelefoner.
TikTok er ejet af det kinesiske selskab Bytedance, der er mistænkt for at videregive oplysninger til styret i Beijing.
Selskabet mener selv, at beslutningen er baseret på "grundlæggende misforståelser" ifølge en talsperson.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker