Folketinget skal forhandle om at spiontilsyn kan undersøge sager

- Tjenesterne er dybt afhængige af, at deres arbejde og deres arbejdsmetoder ikke kompromitteres, siger justitsminister Peter Hummelgaard. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Muligheden for, at tilsyn med efterretningstjenester kan åbne sager, skal diskuteres efter Hjort og Findsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Folketinget skal fremover kunne anmode Tilsynet med Efterretningstjenesterne om at undersøge konkrete sager. Det er regeringen og SF tidligere blevet enige om.

Nu indkaldes resten af Folketingets partier til forhandlinger om at styrke tilsynet og se på sammensætningen. Partierne mødes fredag ifølge en pressemeddelelse.

- Tjenesterne er dybt afhængige af, at deres arbejde og deres arbejdsmetoder ikke kompromitteres, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse.

- Derfor er det vigtigt med et stærkt og uafhængigt tilsyn, der kan sikre hensynet til den fornødne kontrol såvel som det forhold, at ikke alle oplysninger vedrørende vores efterretningstjenesters arbejde kan lægges frem i offentligheden.

Regeringen og SF blev før jul enige om en undersøgelse af sagerne mod den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og den hjemsendte spionchef Lars Findsen fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Oppositionen vil have kommissionen til at undersøge regeringens rolle for at blive klogere på dens involvering. Partierne vil vide, hvorfor der blev indledt retssager mod de to, som i november 2023 blev droppet.

Det skyldes en række kendelser i Højesteret, som gik imod anklagemyndigheden.

Det skal maksimalt tage to år at undersøge. Det er efter forældelsesfristen for ministeransvar er udløbet, men det har justitsministeren lovet at finde en løsning på.

Regeringen venter at kunne fremsætte et lovforslag om at ændre Tilsynet med Efterretningstjenesterne i denne folketingssamling.

Regeringen og SF blev også enige om at åbne en undersøgelse af Ahmed Samsam-sagen. Der står intet om sidstnævnte i pressemeddelelsen.

/ritzau/