Folketinget udskyder lovforslag om solceller
Foto: Morten Stricker /Scanpix
Morten Stricker /Scanpix
Folketinget har udskudt tredjebehandlingen af lovforslaget om solceller fra klima- og energiminister Martin Lidegaard (R).
Det sker for at undersøge, om lovforslaget bliver dyrere end forudsagt i energiforliget mellem alle Folketinget partier undtagen Liberal Alliance.
Det oplyser Enhedslistens gruppeformand Per Clausen. Han regner med, at Folketinget vedtager lovforslaget ved tredjebehandlingen senere i juni.
Det er aftalt, at der skal investeres for 800 MW solceller indtil 2020. Allerede i år ventes installeret 560 MW, fordi producenter har fået lov at opstille anlæg ved en overgangsordning, selv om klimaministeren greb ind 19. marts.
Nu undersøger Martin Lidegaard, om der lovligt kan installeres enorme solcelleanlæg på taget af bygninger.
- Jeg har bedt mine embedsmænd udbore spørgsmålet med henblik på en kommende drøftelse i forligskredsen. Før har jeg ikke noget grundlag at udtale mig på, siger han i en e-mail til Berlingske.
Per Clausen ser gerne, at solceller udbygges endnu mere.
- Det er positivt, at der tilsyneladende er langt større muligheder i solceller, end vi oprindelig havde troet. Vi skal diskutere, hvordan vi kan udnytte de muligheder til at få endnu mere gang i omstillingen til vedvarende energi, siger Per Clausen.
Venstres energiordfører Lars Chr. Lilleholt klandrer Martin Lidegaard, som forleden fik en næse fra klima- og energiudvalget, fordi han tre gange blev advaret om solceller.
- Den folkelige opbakning til den grønne omstilling har fået et alvorligt knæk som følge af de mange huller i solcellelovgivningen. Klima- og energiminister Martin Lidegaard har et alvorligt problem, som Venstre vil følge helt til dørs.
Vi kræver, at der bliver ryddet op, og alle huller bliver lukket, skriver han på Facebook.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub