Folketingets formand fordømmer overfald på Mette Frederiksen
Søren Gade (V) kalder overfaldet på Mette Frederiksen (S) for "et angreb på vores folkestyre, som vi netop sammen har fejret i anledningen af 175-året for Grundloven". (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Overfaldet på Mette Frederiksen (S) er et angreb på folkestyret, siger Folketingets formand, Søren Gade (V).
Folketingets formand, Søren Gade (V), fordømmer fredagens overfald på statsminister Mette Frederiksen (S).
Sådan lyder det i en udtalelse sendt til Ritzau.
- Jeg er forfærdet over, at nogen i Danmark kan finde på at angribe statsministeren på åben gade midt i København. Det er aldeles uhørt og helt uacceptabelt, at man som politiker ikke kan færdes frit, uden at man risikerer at blive udsat for noget så modbydeligt, udtaler han.
Gade kalder hændelsen for "et angreb på vores folkestyre, som vi netop sammen har fejret i anledningen af 175-året for Grundloven".
- Det bedste forsvar for demokratiet er, at alle demokratiske kræfter rykker sammen og på det kraftigste fordømmer angrebet. Samtidig går mine varmeste tanker til statsminister Mette Frederiksen, hendes mand, Bo, samt hendes børn, udtaler han.
Det er uklart, præcis hvad der skete, da Frederiksen fredag aften befandt sig på Kultorvet i København.
Ifølge Statsministeriet blev Frederiksen slået af en mand, som efterfølgende blev anholdt.
To øjenvidner har fortalt B.T., at der var tale om et kraftigt skub. Oplysningerne er ikke bekræftet af Statsministeriet.
Statsministeriet har ikke yderligere kommentarer - heller ikke om statsministerens tilstand.
Københavns Politi har bekræftet, at sagen bliver efterforsket, og at en mand er blevet anholdt.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde