Politik
Folketingets ledelse vil se på Fonseca-sagen
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er tirsdag på Færøerne, mens endnu en historie om partiets tidligere folketingsmedlem Mike Fonseca har set dagens lys.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ifølge lydoptagelse tilbød Moderaterne anført af Lars Løkke Mike Fonseca penge for at forlade Folketinget.
Sagen om Moderaternes økonomiske tilbud til Mike Fonseca bliver taget op i Udvalget for Forretningsordenen og Folketingets Præsidium.
Det siger Folketingets formand, Søren Gade (V), i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Jeg forstår, at Karina Adsbøl (medlem af præsidiet for Danmarksdemokraterne, red.) ønsker, at sagen bliver bragt op i både Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen.
- I respekt for de drøftelser, vi skal have, ønsker jeg ikke at kommentere på sagen på nuværende tidspunkt. Sagen vil blive drøftet på førstkommende møder i henholdsvis Udvalget for Forretningsordenen og præsidiet, siger Søren Gade i kommentaren.
Folketingets Præsidium er Folketingets øverste ledelse. Udvalget for Forretningsordenen (UFO) beskæftiger sig blandt andet med Grundloven og ministeransvar. Hvornår møderne finder sted, vides endnu ikke.
Meldingen fra Gade kommer, efter at det er kommet frem, at Lars Løkke Rasmussen (M) i 2023 deltog i et møde, hvor Fonseca blev tilbudt seks måneders "løn" for overdrage sit mandat til Moderaterne.
Det er kommet frem i Frihedsbrevet på baggrund af en lydoptagelse, som TV 2 også har hørt.
En række partier har kritiseret Løkkes ageren i sagen. Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne stiller eksempelvis spørgsmålstegn ved, om Løkke overhovedet er egnet som minister. Løkke er udenrigsminister i SVM-regeringen.
Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, kalder det "helt uhørt", at Lars Løkke "har forsøgt at købe Mike Fonsecas folketingsmandat". Det skriver hun på X.
Alternativets Helene Brydensholt, som er forperson for partiets folketingsgruppe, siger til Ritzau, at hun opfatter sagen som afpresning og bestikkelse.
Moderaterne ønskede Fonseca ud af partiet, efter at partiet var blevet bekendt med, at Fonseca var i et forhold med en dengang 15-årig pige og dermed havde brudt Moderaternes interne adfærdskodeks.
Tilbuddet fra Moderaterne blev afvist af Fonseca. De seks måneders "løn" svarer til 370.000 kroner. Ud over det blev Fonseca også tilbudt psykologhjælp og krisehåndtering.
Fonseca endte med at takke nej. Han er i dag løsgænger i Folketinget. Det er Fonseca selv, der har optaget lydfilen og givet Frihedsbrevets chefredaktør, Mads Brügger, adgang til den. Onsdag udgiver Brügger bogen "Det koster et mandat", som omhandler Fonseca.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker