Folketingspolitikere fra K og LA skifter Folketinget ud med EU

LA-spidskandidaten Henrik Dahl ses her med sin formand, Alex Vanopslagh, til partiets valgfest søndag aften. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Liberal Alliance sender Henrik Dahl til Bruxelles, mens Niels Flemming Hansen får det konservative mandat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Liberal Alliances spidskandidat, Henrik Dahl, får partiets første mandat nogensinde i EU-Parlamentet.

Politikeren, der sidder i Folketinget, forlader altså Christiansborg til fordel for Bruxelles og Strasbourg.

Det samme gælder den konservative spidskandidat, Niels Flemming Hansen.

Han har fået sit partis enlige mandat i EU-Parlamentet og opgiver derfor sit mandat i Folketinget.

Mandag aften er landets valgsteder blevet færdige med at tælle de personlige stemmer sammen.

Henrik Dahl har fået 65.502 personlige stemmer ifølge it-virksomheden KMD. Niels Flemming Hansen må nøjes med noget mindre - 33.147 personlige krydser.

De Konservative har dog samlet set fået et bedre valg LA.

Der er 8,8 procent af vælgerne, der har sat deres stemme på K, mens Liberal Alliance har fået 7,0 procent af stemmerne.

Begge partier har sikret sig et enkelt mandat.

På det sociale medie X takker Liberal Alliance mandag aften vælgerne.

- Henrik Dahl bliver vores allerførste mandat i Europa-Parlamentet nogensinde. Tusind tak til alle jer, der satte jeres kryds ved Liberal Alliance i går, skriver partiet.

Det er fjerde gang, at LA har været opstillet ved et EU-valg, men altså første gang at det er lykkedes at få en plads i parlamentet.

Begge partier er gået frem sammenlignet med det seneste valg til EU-Parlamentet i 2019.

Dengang lykkedes det kun Liberal Alliance at tiltrække 2,2 procent af vælgerne.

De Konservative fik 6,2 procent af stemmerne, hvilket gav ét mandat.

Ser man på de personlige stemmetal for partiets nuværende og daværende spidskandidat, er der dog tale om en markant tilbagegang.

Det var Pernille Weiss, der i 2019 stod øverst på listen hos De Konservative.

Hun fik over 80.000 personlige stemmer. Niels Flemming Hansen har fået under det halve.

Man skal dog huske at tage i betragtning, at stemmeprocenten var højere i 2019.

Pernille Weiss forsøgte i 2023 at blive genvalgt som partiets spidskandidat, men blev valgt fra til fordel for Niels Flemming Hansen.

Det skete, efter at der havde været mediehistorier, der beskrev problemer med stress og mistrivsel blandt tidligere ansatte på hendes kontor i Bruxelles.

Med de to folketingspolitikeres afgang åbnes der pladser i deres respektive folketingsgrupper.

Hos de Konservative overtages mandatet af Frederik Bloch Münster, der har været særlig rådgiver for Niels Flemming Hansen under valget.

For Liberal Alliance vil det være Carl Andersen, der skal i Folketinget.

/ritzau/