Forældre må selv bestemme over madpakken

Partierne bag den omstridte madordning er nu blevet enige om en ny aftale. Den lader det være op til forældrebestyrelsen i den enkelte institution, om man ønsker madpakker eller fælles madordning.

- Børnene får et sundt måltid mad, hvis forældrene ønsker det. Samtidig får forældrene sikkerhed for, at de ikke kommer til at betale mere, end det koster at fremstille maden. Det synes jeg er en rigtig god model, siger De Konservatives fødevareordfører, Vivi Kier, i en udtalelse.

Aftalen betyder, at alle kommuner fortsat skal tilbyde en madordning, men at det bliver op til den enkelte forældrebestyrelse, om den vil være med.

- Vi har lyttet til kritikken, og forældrene får nu den indflydelse, der er blevet efterlyst. Flere institutioner har allerede med stor succes madordninger, og jeg er glad for, at det bliver et tilbud i alle kommuner. Der er nemlig også kommet mange positive meldinger, siger Vivi Kier.

Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, ærgrer sig stadig over den tumult, hele sagen om madordningen har vakt.

- Jeg synes ærlig talt, det er pinligt, at regeringen ikke trådte i karakter i tide, så vi havde været hele cirkuset om madpakkerne foruden. Ordningen var lige så dårlig sidste sommer, som den var for to uger siden, siger Simon Emil Ammitzbøll.

/ritzau/

Det bliver op til den enkelte forældrebestyrelse at afgøre, om den vil have en madordning eller ej. Men alle kommuner skal tilbyde ordningen.

Offentliggjort Sidst opdateret