De skandinaviske lande vil gå forrest i EU med et forbud til erhvervsfiskere om at smide uønskede fangster tilbage i havet.
Forbuddet skal gælde senest fra den 1. januar 2013 i hele Skagerrak.
Det skal som en slags demonstrationsforsøg tage forskud på en forestående reform af EU's fiskeripolitik, hvor Danmark, Norge og Sverige kæmper for at få et forbud mod at smide fisk ud - det såkaldte discard - i hele EU.
Fødevareminister Mette Gjerskov (S) mødes onsdag i Stockholm med sine kolleger fra Norge og Sverige for at underskrive en aftale om forbuddet, der skal godkendes af EU.
- Det er sløseri med god og nyttig mad og undergraver indsatsen, som gøres for at få en god og holdbar forvaltning af fiskebestanden i stand, står der om udsmid i aftalen.
Danmarks Fiskeriforening påpeger, at Norge - der står uden for EU - er imod kameraovervågning på fiskerifartøjerne, som Danmark og Sverige betragter som helt nødvendigt for at kontrollere, om fiskerne smider fisk ud igen.
- Det er helt afgørende, at vi fisker på helt lige vilkår og efter de samme regler, siger foreningens formand, Svend-Erik Andersen.
I de tre ministres aftale står der, at de "forventer", at forbuddet følges op med højere landingskvoter til fiskerne som kompensation for, at de ikke må sortere i fangsten, mens de er til havs. Det er noget, fiskerne kræver sikkerhed for, men som skal godkendes af både EU-Kommissionen og ministerrådet.
Det krav fra fiskerne tør fødevareministeren ikke love at få indfriet. Kravet skal også afvejes med hensynet til at få sat stop for udsmiddet, siger Mette Gjerskov til Ritzau.
- Det er en balancegang. Udsmiddet i Skagerrak er stort. Og det er vigtigt at få sat stop for det både af hensyn til fiskebestandene og fiskernes omdømme, siger fødevareministeren.
Foruden hendes kolleger, Lisbeth Berg-Hansen fra Norge og Eskil Erlandsson fra Sverige deltager EU's fiskerikommissær Maria Damanaki i mødet.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde