Forening vil nødigt overtage badebro

Foreningen Liv i Stubbekøbing vil meget nødigt overtage den kommunale badebro i Stubbekøbing.

Det slår foreningen fast i et debatindlæg af formand Peter Mondrup Braad på foreningens hjemmeside.
 
Byrådet i Guldborgsund har på sit møde 17. juni i år bestemt, at kommunen fra nytår skal af med fem badebroer.
 
Beslutningen er taget for at spare 240.000 kroner på kommunens budget.
 
Den ene af de fem omtalte broer er badebroen ved Anlægget i Stubbekøbing.
 
Liv i Stubbekøbing er meget uenig i byrådets beslutning, hedder det på hjemmesiden.
 
- Vi vil overfor kommunen gøre opmærksom på, at en nedtagning af badebroen er uacceptabel, hedder det i indlægget.
 
I foreningen mener man, at det vil være at forringe service overfor fastboende og turister at fjerne broen.
 
Kommunens plan er, at en lokal forening skal overtage og passe badebroen fra nytår.
 
Derfor har man indbudt Liv i Stubbekøbing til et møde efter sommerferien. På det møde skal fremtiden for broen drøftes, og Liv i Stubbekøbing kommer til mødet, skriver Peter Mondrup Braad.
 
Foreningen mener, at der er tre muligheder.
 
- Det bedste vil være at overbevise kommunen om, at byrådets beslutning bør ændres, hedder det i indlægget.
 
- Den dårligste løsning vil være at tage broen ned til efteråret og aldrig sætte den op igen, hedder det dernæst.
 
- Og den tredje mulige løsning er, at en forening eller en kreds af borgere overtager broen og holder den vedlige med frivilligt arbejde, skriver Peter Mondrup Braad.
Foto: Foto: Anders Knudsen

Debatten om kommunal bro fortsætter.

Offentliggjort Sidst opdateret