Forkølelse sender statsministeren under dynen på kvindernes kampdag
Statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte Albanien og Kroatien tidligere i denne uge. Onsdag måtte hun lægge sig under dynen med en stor forkølelse, som gør, at hun må aflyse sin deltagelse i et arrangement om abort på kvindernes internationale kampdag. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen (S) skulle have deltaget i et arrangement om abort, men sygdom holder hende hjemme.
Statsminister Mette Frederiksen (S) bliver på grund af sygdom nødt til at aflyse sin deltagelse i kvindernes internationale kampdag.
Det skriver hun på Facebook.
- Traditionen tro har jeg holdt morgenarrangement med Socialdemokratiets dygtige kvinder på Marienborg. Jeg havde glædet mig til at fejre dagen. Og tale om alt det, der stadig er at kæmpe for.
- Men jeg er desværre ramt af en kæmpe forkølelse, så jeg bliver nødt til at komme hjem under dynen, skriver Mette Frederiksen.
Statsministeren skulle senere onsdag have deltaget i et arrangement om abort hos Mødrehjælpen i København.
Det bliver der på grund af forkølelsen altså ikke noget af.
Det er i år 50 år siden, at kvinder fik ret til fri abort i Danmark. Man har ret til fri abort frem til udgangen af 12. graviditetsuge.
- Vores historie er fyldt med grusomme beretninger fra tiden før. Om livsfarlige indgreb i mørke baglokaler. Infektioner. Infertilitet. Og nogle gange død. I dag er retten til fri abort heldigvis en af de mest fundamentale rettigheder, vi har i det danske samfund. skriver Mette Frederiksen på Facebook.
- Desværre ser vi rundt om i verden, at stærke kræfter ønsker at rulle den tilbage. Det er bekymrende. Og det handler om noget meget mere grundlæggende. Det handler om, hvem der skal bestemme.
- Det må aldrig være forbundet med straf eller skam at ville bestemme over sin egen krop. Lad os derfor bruge dagen i dag på at minde hinanden om, at kampen for kvinders rettigheder langtfra er forbi.
Tidligere onsdag kunne statsministeren i et åbent brev i Politiken læse, at 29 kvindelige socialdemokrater under 35 år vil have Socialdemokratiet på Christiansborg til at hæve abortgrænsen.
- Abortlovgivningen er forældet. Socialdemokratiet har som regeringsparti gennem så mange år et stort ansvar, står der blandt andet i brevet.
- Derfor et samlet opråb fra den yngre generation af socialdemokratiske kvinder: Lad 50-året for den fri abort være året, hvor vi lytter til dem, det rent faktisk handler om.
- Så kære Socialdemokrati, kom ind i 2023, og hæv abortgrænsen! skriver kvinderne.
Blandt underskriverne er regionsrådsmedlem Maria Gudme (S), medlem af Københavns Borgerrepræsentation Laura Rosenvinge (S) og forbundsformanden for DSU, Katrine Evelyn Jensen (S).
Etisk Råd er ved at se på lovgivningen på abortområdet. Forventningen er, at der kommer en opdateret anbefaling til sommer.
Socialdemokratiet har indtil videre sagt, at man vil afvente de nye anbefalinger.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker