Forligspartier er imod regeringens ønske om ligestillet værnepligt

Carsten Bach fra Liberal Alliance er stadig imod kvindelig værnepligt trods regeringens forslag. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

LA og DD er imod ligestilling i værnepligt, men de vil ikke nødvendigvis nedlægge veto i forligskredsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er langt fra givet, at regeringen får indført lige værnepligt for kvinder og mænd med et snuptag.

Tiltaget kræver, at der ikke er to partier i forligskredsen, som modsætter sig - og det er muligvis tilfældet - da både Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance er imod udspillet.

- Liberal Alliances politik har ikke ændret sig, fordi regeringen er kommet med et udspil. Vi går stadigvæk ikke ind for værnepligt i det hele taget, og vi går heller ikke ind for værnepligt for kvinder, siger Carsten Bach, forsvarsordfører for Liberal Alliance.

Det markerede partierne også, da de forhandlede og indgik forsvarsforliget med regeringen i sommeren 2023.

Her havde regeringen også foreslået ligestilling i værnepligten, hvilket de måtte udelade fra aftalen.

To partier i en forligskreds kan nedlægge veto mod ændringer i den indgåede aftale. Spørgsmålet er, om Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne vil stå så hårdt i deres modstand, at de vil blokere for tiltaget.

Spørgsmål: Vil Liberal Alliance nedlægge veto mod ligestilling i værnepligt?

- Der er jo ikke så meget andet at sige, end at vi i Liberal Alliance holder fast i vores politik, og det gør vi uanfægtet af, at regeringen har holdt et pressemøde i dag, siger Carsten Bach.

Partiets holdning er i stedet, at værnepligt for mænd gøres til en værne-ret, ligesom det er for kvinder i dag.

Spørgsmål: Men er modstanden mod kvindelig værnepligt et ultimativt krav?

- Det er noget, der handler om forhandling, og det er jo en del af den forligsforhandling, der nu skal foregå.

Hos Danmarksdemokraterne markerede man også sin modstand mod ligestillet værnepligt, da forsvarsaftalen blev indgået i sommer.

Formand Inger Støjberg siger, at partiet står samme sted i dag.

Alligevel er der rum til forhandling.

- Så vidt jeg har forstået det, vil de prøve at fremlægge forskellige modeller for os, og jeg glæder mig til at se de analyser, der ligger, for de har analyseret på det. Men vi går ikke ind for kvindelig værnepligt.

Vil I nedlægge veto mod det i forhandlingerne?

- Vi er i hvert fald ikke tilhængere af kvindelig værnepligt. Vi er jo ikke et ultimativt parti. Men lad os nu se, hvad der kommer til at ske, og hvad der er op og ned i det her.

Regeringens forslag er at øge antallet af værnepligtige fra 4700 i dag til 5000 værnepligtige fremover samt forlænge værnepligten til 11 måneder. I dag er tjenestetiden i udgangspunktet fire måneder.

/ritzau/