Formand: Ny bachelor egner sig bedre til arbejdsmarkedet

Langt flere af de studerende på de videregående uddannelser skal i fremtiden ud og finde arbejde i det private.

Offentliggjort Sidst opdateret

Derfor er det en fordel, hvis de studerende bruger fire år på at blive bachelorer i stedet for de tre år, som det tager i dag, mener Jørgen Søndergaard, formand for regeringens Kvalitetsudvalg.

- Det er meget svært at forudse, hvad man skal specialisere sig i for at passe godt til det private. Det kommer helt an på, hvilken virksomhed man tilfældigvis ender med at få beskæftigelse i, siger Jørgen Søndergaard til Ritzau.

Kvalitetsudvalget - eller Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser - blev nedsat af regeringen i oktober 2013.

Opgaven var at komme med anbefalinger til, hvordan kvalitet, relevans og sammenhæng kan styrkes på de videregående uddannelser.

- Vi mener, at det vil være en god idé, hvis ens endelige specialisering først finder sted, når man har fundet ud af, hvad man vil beskæftige sig med. Så bliver værdien af specialearbejdet også langt større, siger Jørgen Søndergaard.

- Det kan vi opnå ved at lave en anden bacheloruddannelse, end vi har i dag. På bacheloruddannelsen i dag er der ikke mange, der går ud og finder arbejde på baggrund af den, uddyber han.

En af grundene er ifølge formanden, at den nuværende bacheloruddannelse er tilrettelagt på en måde, så man først og fremmest skal være parat til at begynde på sin kandidat.

- Til det siger vi, at man må lave en bachelor, der er egnet til, at man kan gå ud og finde arbejde med den. Det er derfor, at vi foreslår en fireårig bachelor, forklarer Jørgen Søndergaard.

- Så kan den fagligt set blive lige så tung og lige så dybdegående. Samtidig kan vi få nogle anvendelseselementer ind i uddannelsen, så man er bedre klædt på til, hvordan man skal bruge sit fag, når man bliver ansat i en virksomhed, uddyber formanden.

/ritzau/