Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose holdt tirsdag pressemøde efter et møde med Venstres folketingsgruppe. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Troels Lund Poulsen vil være formand for Venstre, mens Stephanie Lose vil være næstformand. Sammen vil de bringe Venstre videre, fortalte de på pressemøde onsdag.
Ritzau RitzauSelma Hildebrand Frederiksen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det er kun to dage siden, at Venstres Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen flankerede Jakob Ellemann-Jensen, da han foran rullende kameraer forlod sine politiske poster som minister og partiformand.
Onsdag stillede duoen sig igen foran pressens kameraer og mikrofoner.
Det skete kort efter, at de havde meddelt Venstres folketingsgruppe, at de stiller op som henholdsvis formand og næstformand ved partiets landsmøde i november.
- Troels stiller op som formand, og jeg genopstiller som næstformand, sagde Stephanie Lose, da hun tog ordet som den første.
Troels Lund Poulsen har tidligere sagt, at han ikke har gået rundt med en formandsdrøm i maven.
Annonce
Men nu har piben altså fået en anden lyd.
– Jeg kan bibringe det fremskridt, som Venstre har brug for. Jeg kan bringe Venstre videre, sagde Troels Lund Poulsen.
– Jeg kan skabe politiske resultater.
Samtidig understregede han, at han ikke kan svare entydigt "ja" på, om han bliver statsministerkandidat på grund af den størrelse, som Venstre har i meningsmålingerne.
Og det var et klogt træk, siger Michael Kristiansen, der er politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).
- Jeg så, at Søren Gade sagde, at Venstre skal have 15 procent ved næste valg. Altså rolig nu. Der kan ske meget i politik. Men det kræver jo, at der er nogen, der dummer sig, siger han.
- De stemmer, der er gået til Løkke og Støjberg, kommer jo ikke tilbage, bare fordi Troels Lund og Stephanie Lose tager over. Og derfor var det klogt at sige, at med Venstres størrelse i dag så er man ikke et statsministerparti.
Flere har de seneste dage nævnt, at hverken Stephanie Lose eller Troels Lund Poulsen kan beskyldes for at være store, udadvendte personligheder. Men det er heller ikke nødvendigvis, hvad Venstre har brug for lige nu.
- De bør kunne skabe ro internt i Venstre. Det, man har mest brug for, når det går nedad, det er, at der er ro på bagsmækken, så man langsomt kan få vendt udviklingen, siger Michael Kristiansen.
Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose gentog flere gange, at de ser sig som "en samlet løsning", og at de vil vægte samarbejdet højt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Såfremt Lund Poulsen og Lose bliver valgt ved landsmødet, vil det betyde, at Stephanie Lose fratræder sin formandspost i Region Syddanmark for at træde ind på ministerholdet.
Annonce
I regionen har Stephanie Lose ellers været lidt af en stemmesluger. Ved seneste regionsrådsvalg i 2021 fik hun 147.486 personlige stemmer.
Ved folketingsvalget i november sidste år fik Troels Lund Poulsen 4584 personlige stemmer.
Michael Kristiansen påpeger, at hvis Stephanie Lose bliver minister, så må man gå ud fra, at hun også bliver folketingskandidat og får en valgkreds. Og det kan være lige, hvad partiet har brug for.
- Der er ikke mange i Venstre i dag, der er stemmeslugere. Det tror jeg godt, at Stephanie Lose kan blive for partiet.
Men selv om det er Lose, der er vellidt blandt vælgerne, så er det ikke hende, der bliver Venstres næste formand.
Det understregede hun selv onsdag.
- Jeg ønsker ikke at være Venstres næste formand, men Venstres næstformand, sagde hun på pressemødet.
Årsagen til denne opdeling skal ifølge Michael Kristiansen findes i erfaring.
Troels Lund Poulsen har haft en lang karriere i landspolitik, og det er en bonus, når man skal stå i spidsen for et parti, der længe er dalet i meningsmålingerne.
Og Troels Lund Poulsen prøver at overtage formandsposten for at blive på den.
Annonce
- Jeg tror ikke, han er tænkt som en overgangsfigur. Nu er det ham. Nu skal han lykkes med det her. Der er ikke en plan B, siger politisk kommentator Mikael Kristiansen.
Venstre holder landsmøde i Herning den 18. og 19. november, hvor formandsduoen stiller op til valg.
/ritzau/
Blå bog om Troels Lund Poulsen
* Navn: Troels Lund Poulsen.
* Født: 30. marts 1976.
* Fødested: Vejle.
* Uddannelse: Student fra Tørring Amtsgymnasium i 1995.
* Politisk karriere:
Folketingsmedlem for Venstre siden 2001.
Politisk ordfører fra 2006 til 2007.
Miljøminister fra 2007 til 2010.
Skatteminister fra 2010 til 2011.
Undervisningsminister fra marts 2011 til oktober 2011.
Erhvervs- og vækstminister fra 2015 til 2016.
Beskæftigelsesminister fra 2016 til 2019.
* Han blev økonomiminister i SVM-regeringen i december 2022. Da Jakob Ellemann-Jensen blev sygemeldt, blev han fungerende forsvarsminister i perioden februar 2023 til august 2023. Derefter overtog han posten som forsvarsminister, mens Ellemann overtog som økonomiminister.
* Efter at Ellemann-Jensen trak sig fra politik, har Troels Lund Poulsen fået flere kasketter på. Han er nu forsvarsminister, fungerende økonomiminister samt vicestatsminister.
* Civilstand: Danner par med jurist Anne Simonsen. Sammen har de datteren Andrea.
* Stiller nu op som formand for Venstre.
Kilder: Regeringen, Billed-Bladet og Ekstra Bladet.
/ritzau/
Venstres formænd gennem tiden
* 2019-2023: Jakob Ellemann-Jensen.
* 2009-2019: Lars Løkke Rasmussen.
* 1998-2009: Anders Fogh Rasmussen.
* 1984-1998: Uffe Ellemann-Jensen.
* 1977-1984: Henning Christophersen.
* 1965-1977: Poul Hartling.
* 1950-1965: Erik Eriksen.
* 1949-1950: Edvard Sørensen.
* 1941-1949: Knud Kristensen.
* 1929-1941: Thomas Madsen-Mygdal.
Kilder: Venstre, Danmarkshistorien.dk og Politiken.
Seneste artikler
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland