Formandsposter til lokale MF'ere

Foto: Arkivfoto.

Ordførerposter og formandsposter i Folketingets forskellige udvalg er nu blevet fordelt og det blev til to lokale formandsposter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rene Christensen fra Dansk Folkeparti beholder sin position som formand for fødevareudvalget.

- Det bliver et omfattende formandskab, fordi Danmark efter nytår overtager formandskabet for EU, hvor fisker- og landbrugspolitikken skal forhandles på plads, siger han.

Socialdemokraten Lennart Damsbo-Andersen er gået fra at være menigt medlem af det tidligere arbejdsmarkedsudvalg til at blive formand det nye beskæftigelsesudvalg.

Han forsætter som ordfører for Indfødsret og som medlem af Integrationsudvalget og Kommunaludvalget. Derudover er han blevet medlem af ligestillingsudvalget og Landdistriktsudvalget.

Landdistriktsudvalget er nyoprettet i forbindelse med det nye ministerium for bolig og landdistrikter.

Netop i det nye ministerium forudser Lennart Damsbo-Andersen stor travlhed.

- Den nye minister Carsten Hansen har fortalt mig, at han daglig modtager omkring firs mails fra folk forskellige steder i landet, som de ønsker bliver taget op. Dermed er der rigtigt mange mennesker, som har en forventning om at ministeriet og vi som udvalg skal tage sig af, siger han.

Tidligere fødevareminister Henrik Høegh fra Venstre bliver miljøordfører for sit parti.