Forringelse at fjerne læger

Det vil være en forringelse, at Region Sjælland har besluttet at fjerne lægerne fra lægebilerne. Det mener Lægeforeningens formand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Region Sjælland har besluttet, at de vil afskaffe lægebiler, og udskifte lægerne i bilerne med paramedicinere. Og ifølge lægeforeningen Sjællands formand, Jette Nielsen, vil det medføre en forringelse af den faglige ekspertise på skadessteder.

- Hvis der eksempelvis er et stort kompliceret trafikuheld, så er det afgørende at man ved at der er den tilstrækkelige ekspertise tilstede, siger hun.

- Kan man med andre ord sige, at denne beslutning kan komme til af koste menneskeliv?

- Jeg vil hellere svare på en anden måde. Vi ved, at der har været situationer, hvor det har været direkte livreddende, at der har været en læge med, siger hun.

- Og hvis ikke der havde været en læge med?

- Ja så havde situationen ikke været så gunstig, slår hun fast.

Jette Nielsen understreger, at hun ikke retter kritik mod paramedicinerne.

- De er generalt meget dygtige, men vi er to faggrupper, som kan noget forskelligt. I nogle situationer vil det være afgørende for patientens liv eller helbred, at der er en læge til stede, siger hun.