Forsker: DSB taber på fjernbussers bedre vilkår
På Aalborg Banegaard holder et blåt togsæt fra Nordjyske Jernbaner ved siden af DSB's grå IC3. Når fjernbusser få bedre vilkår, får DSB færre passagerer, mener trafikforsker Harry Lahrmann, Aalborg Universitet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Når fjernbusser får flere ruter, taber DSB trafik, mener trafikforsker Harry Lahrmann, Aalborg Universitet.
DSB får færre passagerer, når private fjernbusser må køre kortere ruter ned til mindst 75 kilometer, som regeringen foreslår.
Det mener trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet.
- Ja. Det vil det selvfølgelig. Men det rammer ikke kun DSB. Det er hele den tankegang, at der skal være et tilbud om kollektiv trafik til dem, der ikke har bil, siger Harry Lahrmann.
- Der er gynger og karruseller for kollektiv trafik. Hvis du laver fri konkurrence, så tager nogen de lukrative ruter. Så kan DSB køre på resten.
Regeringen og Dansk Folkeparti vil gøre det lettere at lave nye private fjernbusruter.
Kravet om ruter på mindst 75 kilometer skal beskytte regionale trafikselskaber som Midttrafik, Sydtrafik og Fynbus.
Private busselskaber går efter de ruter, hvor de tjener mest, mener Harry Lahrmann.
- Så skal DSB, Arriva og andre trafikselskaber i offentlig tjeneste vel ikke køre parallelt med de private ruter, men indskrænke sig til at køre, hvor de andre ikke vil køre, siger Harry Lahrmann.
Trafikstyrelsens beregninger viser, at forslaget medfører flere billigere ruter, og der er grundlag for at øge fjernbusrejser med 38 procent svarende til 600.000 passagerer årligt.
Transportministeriets beregninger viser, at halvdelen af de 600.000 nye passagerer ikke ville rejse uden de nye ruter. Resten hentes fra DSB.
Fjernbusser bruges især af børn, studerende og pensionister. De betaler i gennemsnit halvt så meget som for en togbillet fra København til Aarhus eller Odense.
- Engang imellem kan man tænke: Når de kan lave en forretning på det, hvorfor skal vi så bruge en hel masse skattekroner på at have et offentligt system ved siden af, siger Harry Lahrmann.
- Men det er en lang og indviklet diskussion. Indtil i dag har man tænkt kollektiv trafik, at man har et sammenhængende system, som du regulerer politisk. Hvordan skal frekvensen og ruterne være? Så udbydes det.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker