Det ja, som Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev, har givet til Nato og USA's raketskjold, er reelt et nej.
Det siger Karsten Jakob Møller, senioranalytiker ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier i København.
Medvedev sagde mandag aften i et interview med DR's Horisont, at hvis Nato og USA's forslag om et raketskjold for at forsvare sig mod eventuelle atomraketter fra slyngelstater er "seriøst", kan Rusland sige ja.
- Vi er længe gået ind for, at et globalt forsvarssystem, at et missilskjold ikke kun skal beskytte et land eller en gruppe af lande, men skal være til gavn for alle ansvarlige deltagere i verdenssamfundet, sagde Dmitrij Medvedev.
Svaret lyder positivt. Men det er det ikke, vurderer Karsten Jakob Møller.
- Man skal lægge mærke til ordet "global". Med det mener Rusland, at Kina skal med i raketskjoldet, og det ligger ikke i kortene, siger senioranalytikeren.
Han siger, at Kina er meget afgørende for russisk udenrigspolitik, og at Kreml ser Kina som en vigtig og betydningsfuld spiller på den internationale scene.
- Og Kina vil føle sig noget pikeret, hvis Rusland går med i et raketskjold, som kan være rettet mod netop Kina, siger Karsten Jakob Møller.
Han mener også, opmærksomheden skal rettes mod Medvedevs vending "ansvarlige lande".
- Med det mener han de lande, som har underskrevet den atomare ikkespredningsaftale, kaldet NPT-traktaten, og de lande, som anerkender og indgår i samarbejdet i det internationale atomenergiagentur, IAEA. De skal også med, siger Karsten Jakob Møller.
- Som jeg tolker det, er Medvedevs "ja" en klar afvisning af Natos forslag, som generalsekretæren Anders Fogh Rasmussen har lagt frem.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned