Forsker: Oplagt at spotte radikaliserede i fængslerne
Fængslerne er det oplagte sted at forsøge at forhindre radikaliserede i at ende som terroriser, siger forsker.
Gerningsmændene bag terrorangrebene i København og mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris først på året havde mere til fælles end det, at de myrdede uskyldige, inden de selv blev skudt af politiet.
Fælles for Omar El-Hussein, Chérif Kouachi og Amedy Coulibaly og en række andre formodede terrorister er også, at de havde afsonet en fængselsstraf forud for deres handlinger.
Derfor er det helt oplagt, at der i fængslerne gøres en målrettet indsats for at forsøge at spotte og hjælpe radikaliserede indsatte.
Det siger terrorforsker Ann-Sophie Hemmingsen fra Dansk Institut for Internationale Studier til Fængselsforbundet.
- Set i lyset af terrorangrebet i København bør vi fokusere mere men også bredere på fængsler som rum for påvirkning, siger hun til bladet.
Hun har kortlagt, at syv ud af 19 formodede gerningsmænd til de seneste tre års terrorangreb i Vesten har afsonet en fængselsdom. Flere af dem kan derudover have rundet et fængsel i forbindelse med anholdelse og varetægtsfængsling.
- Det handler ikke kun om, hvorvidt folk bliver radikaliseret, men også om at det alt andet lige er nemmere at nå radikaliserede, terrordømte og terrormistænkte med tilbud, der peger dem i en anden retning, siger hun.
Ann-Sophie Hemmingsen efterlyser et tættere samarbejde mellem kriminalforsorg, fængsler, arresthuse, sikrede institutioner, politiet og de sociale myndigheder.
Hun advarer mod, at fængslerne placerer de personer, der er dømt eller mistænkt for terrorrelaterede forbrydelser blandt bandemedlemmer eller blandt andre sårbare indsatte, som de kan påvirke.
- Løsningen kan være at sprede dem strategisk blandt indsatte, som de ikke kan påvirke, for eksempel indsatte dømt for visse typer økonomisk kriminalitet, siger hun til Fængselsforbundet.
- Og så må man udnytte chancen for at prøve at påvirke dem, mens de er i fængslet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde