Forsker: Partifæller kæmper om de samme vælgere
Dine stærkeste valgkamps-kræfter bør du bruge på at erobre vælgere fra dine egne partikolleger.
Sådan kunne et råd lyde til landets lokalpolitikere forud for kommunalvalget 19. november, skriver Kristeligt Dagblad.
Forskning viser nemlig, at vælgerne ved et kommunalvalg er særdeles partitro, og at den bedste chance for at score mange personlige stemmer derfor er at møve sig ind på partikollegernes vælgere.
- Der er en enorm stabilitet i partivalg, siger Kasper Møller Hansen, som er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, til Kristeligt Dagblad.
- Derfor bliver kampen internt på listerne meget intens. Især længere nede på listerne kæmper kandidaterne fra dør til dør, og det er et kollektivt partiproblem, at kandidaterne ikke tænker på at dele kagen bedre, tilføjer han.
Efter kommunalvalget i 2009 indhentede Kasper Møller Hansen svar fra flere end 2000 opstillede kandidater, og tendensen i vælgernes stemmemønstre var tydelig.
- Det var slående, at langt de fleste stemmer, der flyttede sig, blev flyttet internt i partierne. Det gjaldt for stort set samtlige kandidater, uanset hvilke kampagnemetoder, de benyttede, siger han.
En af årsagerne er selve valgkampen, forklarer Kasper Møller Hansen. For under en valgkamp bliver vælgerne mindet om, hvilket parti de plejer at stemme på, og derfor lytter de overvejende til de politikere, de i forvejen har sympati med.
Dertil kommer, at to tredjedele af vælgerne ved et kommunalvalg allerede før valgkampen har bestemt sig for et parti.
Ved det seneste kommunalvalg var valgdeltagelsen den laveste i 35 år med 65,8 procent, skriver Kristeligt Dagblad.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde