Forskere efterspørger integrationskommission
Trods mange - og dyre - integrationsprojekter er det efter flere års indsats ikke lykkedes at opnå overbevisende resultater.
Halvdelen af ikke-vestlige indvandrere er på arbejdsmarkedet, og børn med indvandrerbaggrund er i gennemsnit to års skolegang bagud. Det har fået førende forskere til at efterlyse en integrationskommission, skriver Jyllands-Posten søndag.
En af dem er formanden for en af de tidligere regeringskommissioner, Arbejdsmarkedskommissionen, Jørgen Søndergaard.
- Der er så store udfordringer på dette område, og udviklingen står i stampe. Der er behov for et kommissionsarbejde, hvor man systematisk gennemtrawler, hvad der kan være af nye og effektive indsatsmuligheder, siger han til Jyllands-Posten.
Han bliver bakket op af forskningschef i Rockwoolfondens Forskningsenhed, Torben Tranæs.
- Situationen er blevet så permanent problematisk, at man bør gøre noget overordnet og samlet, siger han til Jyllands-Posten.
Ifølge en analyse fra Rockwoolfonden vil indvandrere fra ikke-vestlige lande i 2014 koste Danmark en nettoudgift på 16,6 milliarder kroner. Det er især deres lave arbejdsmarkedstilknytning, der sender beløbet i vejret.
Integrationsminister Manu Sareen (R) benægter ikke, at integrationen har fejlet, og at den manglende integration i dag udgør et problem. Men han tror ikke på forskernes forslag om en egentlig integrationskommission.
- Måske trænger vi generelt til at få ryddet godt og grundigt op i alle de projekter, der er, og se på, hvad der virker, og hvad der ikke virker, siger han til Jyllands-Posten.
De seneste 10 år har Velfærdskommissionen, Arbejdsmarkedskommissionen og Skattekommissionen resulteret i flere rapporter, som har dannet baggrund for ny lovgivning.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde