Forskertrio får Nobelprisen for forskning i laserfysik
Nobelprisen i fysik blev uddelt ved en ceremoni i Stockholm tirsdag. Arthur Ashkin, Gerard Mourou og Donna Strickland modtog årets pris for deres arbejde med laserfysik. Strickland er bare den tredje kvinde i verden, der modtager prisen. Foto: Hanna Franzen/Ritzau Scanpix
Hanna Franzen/Ritzau Scanpix
Årets nobelprismodtagere i fysik har opfundet værktøjer, der muliggør ny og banebrydende forskning.
Årets Nobelpris i fysik går til amerikaneren Arthur Ashkin, franskmanden Gerard Mourou og canadieren Donna Strickland for deres "banebrydende" arbejde med laserfysik. Det oplyser Karolinska Institutet.
Ashkin modtager prisen for opfindelsen af den optiske pincet, der med fokuserede laserstråler kan fange og manipulere små partikler, atomer og molekyler.
Mourou og Strickland får prisen for deres metode til at generere ultrakorte, højintensive impulser.
- Dette års Nobelpris går til opfindelser, der har revolutioneret laserfysikken. Ekstremt små objekter og ufatteligt hurtige processer fremstår nu i et nyt lys, skriver instituttet i et opslag på Twitter.
- Avancerede præcisionsinstrumenter åbner for nye, uudforskede forskningsområder og en lang række af industrielle og medicinske anvendelser.
De tre modtagere har arbejdet med forskellige områder af laserfysikken, men de deler altså dette års pris.
Med prisen bliver Donna Strickland den blot tredje kvinde, der modtager Nobelprisen i fysik. I 1903 fik Marie Curie prisen for sin stråleforskning, og i 1963 var det amerikaneren Maria Goeppert-Mayer, der blev belønnet for sin forskning i kernefysik.
- For det første, så tænker man, at det er vanvittigt, siger en beæret Donna Strickland via telefon til Karolinska Institutets ceremoni i Stockholm.
Arthur Ashkin, der opfandt den optiske pincet i 1970, kunne i september fejre sin 96-års fødselsdag. Han er dermed den ældste person, der nogensinde er blevet tildelt en Nobelpris.
Nobelprisen er blevet uddelt siden 1901 og omfatter foruden diplom og en guldbelagt medalje en check på ni millioner svenske kroner, hvilket svarer til 6,5 millioner danske kroner.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker