Forskningsråd: Aftale om kvinde-pulje er kontroversiel
Flere kvinder får fremover bedre mulighed for at gøre karriere som forskere, efter at et bredt flertal på Christiansborg torsdag vedtog at støtte det såkaldte Ydun-program, der prioriterer kvindelige forskeransøgere over mandlige, hvis de er lige dygtige.
Det siger professor Merete Fredholm, næstformand i Det Frie Forskningsråd, som har anbefalet regeringen at støtte programmet, der fra politisk side bevilges 70 millioner kroner i 2014.
- Vi har øje for, at der er en meget skæv kønsfordeling i forskningsverdenen, især når man når professorniveau. Derfor er vi meget glade for, at aftalen blev vedtaget, siger Merete Fredholm til Ritzau.
Ydun-programmet betyder, at en mandlig forskeransøger forfordeles, hvis en kvindelig ansøger har samme kvalifikationer.
Den politiske aftale har på ny revet op i ligestillingsdebatten, hvor kritikkerne mener, at ansøgere udelukkende bør bedømmes på kvalifikationer.
Det kommer imidlertid ikke bag på Merete Fredholm, der erkender, at programmet er kontroversielt:
- Det kan vi jo se på debatten, at det er. Men vi mener samtidig, at der skal gøres noget aktivt for at rette op på den skæve kønsfordeling, siger hun og påpeger, at Ydun-programmet ikke er det første af sin art.
Med programmet lægges der op til, at forskere kan søge om støtte til projekter i størrelsesordenen to til seks millioner kroner.
De 70 millioner kroner skal uddeles i løbet af 2014 og vil formentlig blive suppleret af penge fra Det Frie Forskningsråd. Hvor meget, rådet vil spæde til med, er endnu ikke sikkert, men 40 millioner kroner har tidligere været på tale.
Ydun-programmet er en del af en aftale mellem regeringen og alle andre partier med undtagelse af Liberal Alliance, der forlod forhandlingerne som konsekvens af programmet.
Samlet er der lavet to aftaler, der tilfører 859 millioner kroner fra forskningsreserven til tværgående forskningsinitiativer.
Blandt landets lektorer er kun 30 procent kvinder, mens kun 16 procent af professorerne er kvinder.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker