Prostitution er et lovligt erhverv i Danmark, og derfor bør det heller ikke være strafbart at leje værelser ud til prostitution. Det mener det nordjyske folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen (S).
Men retsordfører Karen Hækkerup (S) afviser sin partifælles forslag om at lovliggøre udlejning til købesex.
- Jeg har ingen forståelse for, at folk lejer ud til prostituerede vel vidende, at der skal føres bordelvirksomhed, siger hun til Ritzau.
Men det synspunkt er altså det modsatte af, hvad hendes nordjyske partikollega lørdag sagde til P4 Nordjylland.
- Det kan ikke være rigtigt, at én, der lejer ud til en lovlig prostitueret, bliver gjort kriminel.
Flemming Møller Mortensens udmelding kommer i kølvandet på den såkaldte Gøglerbådssag i Aalborg, hvor en 63-årig mand i denne uge blev dømt for rufferi, fordi han blandt andet havde modtaget betaling for værelser, som blev brugt til prostituerede.
- Hvor skal pigerne drive deres virksomhed henne, hvis de ikke har råd til selv at købe et hus eller en lejlighed, sagde Flemming Møller Mortensen.
Det spørgsmål har socialdemokraten sendt videre til justitsministeren. Flemming Møller Mortensen understreger dog, at han ikke tager stilling til den konkrete sag fra Aalborg.
I straffelovens paragraf 229 stk. 2 står der, at "den, der udlejer værelse i hotel eller gæstgiveri til benyttelse til erhvervsmæssig utugt, straffes med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde".
Og den lov afviser retsordføreren og partikollegaen Karen Hækkerup at ændre på. Men ikke desto mindre ser hun frem til at få justitsministerens svar.
- For der er jo masser af steder, hvor der foregår prostitution, og hvor politiet ikke går rundt og rejser sigtelser. Så jeg ser frem til at få et klarere billede af, hvor og hvornår der faktisk bliver grebet ind, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker