Først var hun imod regionerne: Nu vil lokalt folketingsmedlem stille op til ny region

Folketingsmedlem Charlotte Bagge Hansen. Privatfoto

Der er meget på spil, når den nye Region Øst skal sættes i gang i det nye år. Derfor stiller Charlotte Bagge Hansen (M) op til valget i november. Også selvom hun længe har været modstander af regionerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kun en måned efter det forestående regionsrådsvalg i november indledes det, der med lidt store ord måske godt kan kaldes en ny æra.

To regioner skal smeltes sammen til en, når Region Sjælland og Hovedstaden bliver til Region Øst, og det giver langt om længe en mulighed for at skabe mere lighed inden for sundhed.

Det mener medlem af Folketinget Charlotte Bagge Hansen, der som moderat gik til valg på, at regionerne skulle nedlægges.

Det vigtige er ikke så meget partierne her men at få valgt en hel masse fra landdistrikterne ind i regionsrådet.

Charlotte Bagge Hansen (M), medlem af Folketinget

- Men nu hvor vi har dem, skal vi have dem til at fungere, og det får vi en rigtig god mulighed for, når der skal laves en helt ny region. Og det er mig magtpåliggende, at vi får lighed i sundhed. Det er sådan en vigtig kamp, at vores behandling ikke afgøres af postnummeret, forklarer hun.

Du skriver selv i en pressemeddelelse, at der er brug for kompetente kræfter i regionsrådet. Hvad gør dig kompetent til lige denne opgave?

- Jeg har mange års erfaring i at starte ting op. Jeg har været selvstændig i de seneste 23 år og er god til at finde balancer og spille andre folk gode. De grundlag, jeg træffer beslutninger ud fra som ordfører, er baseret på sparring fra folk i de relevante miljøer. Jeg giver heller ikke op, og jeg er god til at samarbejde. Min allervigtigste opgave i det her valg er at få styrket vores sundhedsvæsen i provinsen, og det er noget, vi skal gøre på tværs af partier. Det er en fælles interesse, som alle har.

Frygten skal væk

Kan du pege på konkrete områder i sundhedssektoren, hvor du mener, Region Øst kan forbedre sig uden at kræve flere penge?

- Det handler om at fordele ressourcerne bedre, og så handler det om planlægning. Når man bliver ansat, bliver det måske i Region Øst, hvilket giver en mulighed for, at lægerne skifter mellem sygehusene. Men det er en plan, der skal laves i et tæt samarbejde med de ansatte, for mange steder sidder personalet selv med løsninger på problemerne. Vi taler om frisættelse her – også i sygehusvæsenet. Mindre kontrol og mere kontakt til patienterne.

Hvis du får lov at drømme stort: Hvad er den mest radikale ændring, du ville ønske at se i Region Østs sundhedsvæsen?

- Et lille diskret ønske om, at hvor end vi kigger hen, så ser vi et fungerende sundhedsvæsen, hvor man forebygger mere frem for at helbrede. Hvor civilsamfundet spiller ind på en anden måde end i dag. Og hvor man kigger ind i helhedsløsninger. Også i forhold til ældrepleje. Der skal være en tryghed for patienterne og ikke en angst for, om der nu kommer en ambulance ud til dem.

Skepsis kan være en fordel

Charlotte Bagge Hansen forklarer, at hun længe har overvejet, om hun skal stille op til regionsrådsvalget.

- Jeg føler, at jeg bliver nødt til at gøre det. Det er vigtigt at få startet regionen op på en god måde. Og hvis alt bare kører om fire år, er det ikke sikkert, at jeg genopstiller.

Ser du det som en fordel, at du har været skeptisk over for regionerne?

Jeg tror ikke, at det gør noget, at jeg har været lidt skeptisk over for regionerne. Nu er potentialet der til at få det til at lykkes. Jeg kigger lidt anderledes på regionerne, og jeg glæder mig til valgkampen og til at arbejde med kolleger fra andre partier. Det vigtige er ikke så meget partierne her men at få valgt en hel masse fra landdistrikterne ind i regionsrådet.