Forstærkning på vej til NFH

En pokalkamp på Fyn en torsdag aften mindre end tre døgn før en vigtig 1. divisionskamp på udebane bekymrer ikke NFH’s træner Susanne Møller Andersen.
- Vi kan lide at spille håndbold, så det er dejligt med en pokalkamp også, siger den succesrige håndboldtræner, som er i færd med at føre NFH frem til oprykningskampe til Håndboldligaen.

Men i første omgang gælder det aftenens pokalkamp i Svendborg Idrætscenter mod Svendborg, der topper 3. division suverænt efter sejre i 17 af 18 kampe.

Hun mener, at der bør være forskel på toppen af 3. division og toppen af 1. division. Med andre ord - Susanne Møller Andersen vil have en sejr i aften, således at NFH også er med i hatten, når der trækkes lod til syvende pokalrunde, hvortil 24 hold kvalificerer sig. 

Susanne Møller Andersen har udtaget de samme spillere, som senest besejrede Brabrand. 

Men muligvis indlemmes en ny spiller på holdet. Susanne Møller Andersen håber at kunne præsentere en ny spiller på holdet i aften. Hvem der er tale om, vil hun ikke afsløre.
- Det er ikke fordi, at der er noget hemmelighedskrammeri, men først i løbet af dagen ved jeg, om vedkommende melder sig klar til at spille for os. Hun har haft visse knæproblemer.

Ifølge Susanne Møller Andersen er der tale om en god allroundspiller med spidskompetence på fløjene.

Foto: F.K.K.

NFH skal i aften til Svendborg for at møde 3. divisions suveræne tophold. Måske er der en ny spiller på holdet.

Offentliggjort Sidst opdateret