Forsvarsministeriet fastholder, at det i 2002 ikke kendte til problemerne med at udlevere krigsfanger til de amerikanske styrker i Afghanistan. En notits, som har været forsvundet i Forsvarsministeriet i flere år, advarer ellers tilsyneladende om, at USA ikke levede op til de internationale regler for behandling af krigsfanger.
Selv om forsvarsminister Søren Gade (V) ikke ønsker at kommentere notatet med henvisning til, at det indgår i en verserende retssag, så oplyser Forsvarsministeriet, at "det ændrer ikke på vores opfattelse af sagen, selv om det naturligvis er op til retten at vurdere".
Notitsen fra Forsvarets Auditørkorps blev sendt til daværende forsvarsminister Søren Gade (V) i januar 2002, seks uger inden Jægerkorpset afleverede 31 mistænkte al-Qaeda-fanger til deres amerikanske kolleger. Her blev flere af fangerne ifølge Danmarks Radios (DR) dokumentarfilm "Den Hemmelige Krig" mishandlet af deres amerikanske forhørsledere, en sag som regeringen siden har afvist ethvert ansvar for. Én af fangerne har nu anlagt en erstatningssag mod Forsvarsministeriet, som for øjeblikket behandles ved Østre Landsret.
I notatet skriver Generalauditøren blandt andet, at de amerikanske styrker i Afghanistan ikke er forpligtet til at behandle især al-Qaeda-fanger som krigsfanger. Det skyldes, at USA - i modsætning til Danmark - ikke har ratificeret den såkaldte Tillægsprotokol 1 til Geneve-konventionerne.
Oppositionen mener, at notatet beviser, at regeringen var vidende om faren ved at udlevere krigsfanger til amerikanerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker