Forsvaret lemper helbredskrav om allergi, astma og angst
Unge ses her til Forsvarets Dag, hvor de bliver vurderet, om de er egnet til at være værnepligtige. Helbredskravene til værnepligtige bliver nu lempet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fra 30. juni kan flere erklæres egnet til Forsvaret, da en række helbredskrav bliver lempet.
Forsvaret lemper sine helbredskrav for at blive erklæret egnet som militær ansat eller værnepligtig.
Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.
Lempelsen betyder, at flere kan iføre sig uniform fremover, da helbredskravene nu bliver differentierede, alt efter hvilken funktion man skal bestride i Forsvaret.
- Det gælder eksempelvis udsendte, der vender sårede hjem, og som stadig ønsker at bidrage, blot i en anden funktion, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i pressemeddelelsen.
- Det samme gælder, når vi skal tiltrække nye medarbejdere og værnepligtige, hvor de nye helbredskrav vil give flere mulighed for at gøre tjeneste i Forsvaret. En opdatering af helbredskravene har længe været et stort ønske i forligskredsen, og jeg er glad for, at det nu bliver til virkelighed.
De nye helbredskrav for militært ansatte og værnepligtige træder i kraft fra 30. juni 2025.
Forsvaret har ikke offentliggjort den fulde liste over ændringerne af helbredskravene, men nævner nogle eksempler.
Lempelserne gælder eksempelvis lettere grader af astma, nogle former for allergi, sukkersyge og nogle variationer af psykiske diagnoser, herunder ADHD, ADD og angst, lyder det i et faktaark.
Ifølge viceforsvarschef Kenneth Pedersen skyldes lempelserne, at ”Forsvaret de senere år har flyttet tyngde fra internationale operationer til nationalt forsvar, hvilket stiller nogle andre krav".
- Der er derfor brug for et bredere spænd af mennesketyper og kompetencer, siger han.
I februar 2024 blev der også ændret en række helbredskrav for kommende værnepligtige.
Blandt andet kan personer under 155 centimeter ikke længere blive afvist udelukkende på grund af deres højde.
Foruden højde blev også kravet om at have et BMI inden for en bestemt skala ændret til alene at være vejledende.
Der vil fortsat være basale minimumskrav til ens helbred, når man skal ansættes i Forsvaret.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned