Forsvaret skal fortælle om dræbt barn

Flere politiske partier kræver nu, at forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) forklarer, hvordan danske soldater tilsyneladende under en skudveksling med Taliban i Afghanistan tilsyneladende dræbte en fem-årig dreng og sårede hans søster.

Kravet er ifølge Politiken fremsat, efter hjemmesiden Wikileak har offentliggjort hemmelige militærdokumenter om krigen i Afghanistan. Ifølge Wikileak beviser dokumenterne, at der er begået tusindvis af krigsforbrydelser i Afghanistan.

Fire dage efter skudepisoden udsendte Hærens Operative Kommando (HOK) en pressemeddelelse, som forklarede, at en dansk patrulje var blevet overfaldet af Talibanstyrker og havde skudt igen, men at der ikke var tegn på, at der var civile i nærheden.

Men en time efter skyderiet mødte flere afghanere ifølge pressemeddelelsen op på patruljebasen med en far og hans to børn. Et af børnene var dødt. Pressemeddelelsen konstaterer, at barnet ifølge foreløbige undersøgelser var blev dræbt af skud "fra den danske styrke".

Enhedslisten, Socialdemokraterne og SF undrer sig over, at HOK ikke har oplyst, at skyderiet fandt sted tæt på en landsby, hvor man må formode, at der er civile.

Ifølge en talsmand for HOK, Kim Grünberger, har Forsvarets Auditørkorps i juni foretaget en klassificeret undersøgelse af sagen. Den viser, at det sandsynligvis var danske soldater, der dræbte barnet, men at soldaterne ikke havde overtrådt nogen regler, skriver Politiken.

/ritzau/

Politikere beskylder forsvaret for at dække over, hvordan danske soldater under skudveksling med Taliban i oktober dræbte fem-årig dreng og sårede hans søster.

Offentliggjort Sidst opdateret