Forsvaret skal hjælpe med at bevogte jødiske lokaliteter
Politiet har meget at se til, og derfor skal Forsvaret hjælpe med at bevogte jødiske og israelske lokaliteter, fortæller justitsminister Peter Hummelgaard (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Politiet har en stor arbejdsbyrde, og derfor skal Forsvaret være med til at bevogte jødiske lokaliteter.
Forsvaret skal igen aflaste politiet og hjælpe med at holde vagt i København.
Mere konkret skal Forsvaret støtte politiet i at bevogte israelske og jødiske lokationer fra forventeligt 6. december, oplyser Forsvarsministeriet.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og justitsminister Peter Hummelgaard (S) siger lørdag på et pressemøde ord om nyheden. Førstnævnte siger:
- Det er værnepligtige, vi har mulighed for at trække på. Derfor giver det god mening.
- Vi har et hold på omkring 90, der kan stå til rådighed ved den her opgave. Hvor mange der konkret bliver brug for, afhænger af opgavens endelige omfang, siger Troels Lund Poulsen.
Støtten kommer, fordi politiet er presset. Daglige demonstrationer relateret til konflikten i Mellemøsten, koranafbrændinger og et øget fokus på sager om billigelse af terror giver en stor arbejdsbyrde.
Med Forsvarets støtte skal der frigives ressourcer i politiet.
Forsvaret har før bistået politiet ved bevogtningsopgaver. Men den indsats blev sat i bero i starten 2022, da sikkerhedssituationen i Europa ændrede sig med Ruslands invasion af Ukraine.
Nu genoptages indsatsen altså. Peter Hummelgaard fortæller, at bevogtningsopgaverne har beskæftiget 130 årsværk i politiet.
Hummelgaard lægger desuden vægt på, hvor vigtig bevogtningsopgaven er. Særligt efter 7. oktober, hvor den militante bevægelse Hamas angreb Israel.
Han beretter om at have talt med Det Jødiske Samfund, som siger, at bevogtningen er afgørende for danske jøders sikkerhed.
- Det gør et kæmpe indtryk, siger justitsministeren.
Troels Lund Poulsen bliver spurgt, om Forsvaret har de samme beføjelser som politiet, når det kommer til at håndtere opgaven. Han siger, at politiet har ledelsen af bevogtningen:
- Derfor er det også politiet, der konkret træffer foranstaltninger, hvis der skal gøres noget. Men de soldater, der skal indgå i bevogtningen, er klar til at løse den her opgave, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker