Forsvaret udskifter dårlige redningsbåde efter kæntringsulykke
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og forligskredsen må nu skaffe nye gummibåde. De gamle lever ikke op til operative krav. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Nuværende redningsbåde lever ikke op til operative krav og var involveret i kæntringsulykke. Nu købes nye.
Der skal hasteanskaffes nye redningsbåde til Forsvaret.
Det har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og forligspartierne i forsvarsforligskredsen aftalt, oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Der har været store problemer med de eksisterende redningsbåde.
- Forsvarets nuværende redningsbåde lever desværre ikke op til de operative krav, udtaler Troels Lund Poulsen i pressemeddelelsen.
Udskiftningen af bådene sker efter en kæntringsulykke i 2021, hvor der blev konstateret en række tekniske mangler hos redningsbådene.
Der står ikke i Forsvarsministeriets pressemeddelelse, hvad prisen for de nye redningsbåde bliver, eller hvor mange der er tale om. Det nævnes dog, at der er tale om "et mindre antal nye redningsbåde".
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) igangsætter desuden en generel undersøgelse af Forsvarets flåde af gummibåde.
Berlingske beskrev sidste år kæntringsulykken fra 2021. Her fremgår det, at en af Forsvarets redningsbåde væltede om, og to personer blev fanget under den. De slap dog uden varige mén, men der var alvorlig fare undervejs.
Der har tidligere på året været problemer med køb af syv gummibåde i Forsvaret.
I april kom det frem, at FMI havde annulleret købet af syv hurtige gummibåde, fordi der var konstateret alvorlige fejl og mangler på dem.
Forsvarsministeriet oplyste i februar, at potentielt alvorlige fejl på Forsvarets gummibåde skulle undersøges, og at FMI muligvis ikke havde kontrolleret og sikret Forsvarets gummibåde godt nok i en årrække.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker