Forsvarets Auditørkorps undlod at tage til Afghanistan for at efterforske danske soldaters angivelige drab på et femårigt barn i oktober i fjor. Det skriver Politiken.
I stedet overlod auditørerne det til det danske militærpoliti i Helmandprovinsen at afhøre soldater og ofrets familie.
Afhøringerne blev sendt til auditørerne, som i en rapport i sidste måned frikendte soldaterne for at have gjort noget forkert. Fremgangsmåden bliver nu kritiseret af flere politikere.
- Det er ikke nogen betryggende procedure. Auditørerne har netop en uafhængig status, og det har militærpolitiet ikke. Så her taler vi altså om, at militæret har undersøgt sig selv, siger De Radikales forsvarsordfører, Niels Helveg Petersen, til avisen.
Han bliver bakket op af SF og Enhedslisten. De kræver en forklaring fra forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).
Vicegeneralauditør Michael Jørgensen kalder det for normal praksis og forsvarer, at auditørerne ikke selv tog til Afghanistan.
- Alternativet var, at vi skulle sætte os på et fly, og så kunne der nemt gå en uge, før vi kunne foretage afhøringerne, siger han til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker