Forsvarets Efterretningstjeneste får mere magt end NSA
Forsvarets Efterretningstjeneste på Kastellet i København. Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO/arkiv
Peter Hove Olesen/POLFOTO/arkiv
Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) forsvarer magten til FE med, at alvorlige trusler kræver stærke svar.
Regeringens forslag om at give Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) lov til at aflytte danske statsborgere i udlandet uden forudgående dommerkendelse, vil give FE videre beføjelser end tjenestens amerikanske kolleger i NSA og GCHQ i Storbritannien, skriver Politiken.
Det viser en analyse af spiontjenesternes beføjelser foretaget af den juridiske tænketank Justitia og lektor Anders Henriksen fra Københavns Universitet, som onsdag præsenteres for Folketingets Retsudvalg ved en lukket høring.
- Både de regler, der gælder for NSA og GCHQ's overvågning af egne statsborgere i udlandet, må siges at indeholde bedre retssikkerhedsgarantier end FE-forslaget.
- Det gælder i særdeleshed for den amerikanske ordning, hvor overvågning kræver forudgående retskendelse af en domstol. Også den britiske ordning kræver forudgående kendelse og opfyldelse af en række objektive kriterier. Kendelsen skal dog udstedes af en minister, hedder det i analysen.
Forslaget er et led i regeringens indsats for at dæmme op for truslen imod Danmarks sikkerhed.
Siden det blev lanceret som en del af den 970 millioner kroner dyre terrorpakke sidste torsdag, har FE-forslaget mødt skarp kritik fra førende jurister for at undergrave retsstaten.
Direktør i Justitia Jacob Mchangama mener, at forslaget "indeholder en alt for bred og upræcis adgang til at overvåge danske borgere uden retssikkerhedsgarantier eller ekstern kontrol".
- De betingelser, som normalt skal opfyldes for at få en retskendelse, er jo ikke til stede. Og når man har et meget lempeligere mistankegrundlag uden uafhængig kontrol, er der risiko for misbrug, forklarer Mchangama til Politiken.
Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Thomas Ahrenkiel, har afvist at stille op til interview om sagen, men forsvarsminister Nicolai Wammen (S) understreger, at "der er tale om en alvorlig trussel, som kræver stærke svar."
- Hvis FE bruger den nye mulighed, skal den godkendes af chefen for FE. Det er samtidig vigtigt at understrege, at FE i hvert enkelt tilfælde, hvor man bruger beføjelsen skal orientere tilsynet med efterretningstjenesterne, der har en landsdommer som formand, oplyser Nicolai Wammen i mail til Ritzau.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned