Forsvarschef: Trecifret antal ukrainere er blevet trænet i Danmark
Forsvarschef Flemming Lentfer ses her under et besøg hos danske soldater i Letland i januar. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Danmark træner ukrainske soldater i ledelse, Caesar-artillerisystemer og minerydning på dansk jord.
Et "trecifret antal personer fra Ukraine" har været forbi Danmark for at modtage forskellige former af træning fra det danske forsvar.
Det siger forsvarschef Flemming Lentfer til Ritzau.
Træningen foregår "forskellige steder" i landet. Mere konkret end det vil forsvarschefen ikke blive.
- Det, vi har gang i lige nu, er træning til artillerisystemer. Så har vi træning af minerydning både til lands og til vands. Det er i al væsentlighed det, der foregår i Danmark i øjeblikket, siger Flemming Lentfer.
Også ukrainske befalingsmænd har dog været forbi Danmark.
Den træningsaftale blev annonceret af daværende forsvarsminister Morten Bødskov (S) i september sidste år. Siden har der ikke været meget nyt om træningen.
Flemming Lentfer omtaler træningen af befalingsmændene som ”kurser”.
- Dem kører vi løbende. Indholdet er noget, som ukrainerne har fastlagt, og takten, det kører med, er også noget, som ukrainerne bestemmer.
Den danske træning i artillerisystemer er specifikt træning i at bruge de 19 Caesar-artillerisystemer, der i januar blev doneret til Ukraine.
- Træningen foregår i Danmark. Det er selvfølgelig med danske instruktører, og så er de ukrainske besætninger, der skal arbejde med det senere, i gang med at blive uddannet i det her. Både teknikere og operatører.
- Det kommer til at tage nogle uger. Så er det i virkeligheden op til Ukraine, hvordan de vil have leveret tingene og få det ned til Ukraine.
Mandag meddelte fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at Danmark fremadrettet vil være mere åben om donationer til Ukraine på linje med andre lande. Det kan ske efter en vurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Men hos Forsvarskommandoen og i Forsvarsministeriet er der stadig ikke meget at sige om træning af ukrainske soldater på dansk jord.
- Forsvaret forventer at skulle bidrage til uddannelse og træning af ukrainsk personel. Af hensynet til de involverede parters sikkerhed, har Forsvaret ikke yderligere kommentarer til tid og sted, lyder det i et skriftligt svar fra Forsvarskommandoen.
Adspurgt om et interview med Troels Lund Poulsen om de ukrainske soldater i Danmark henviser Forsvarsministeriet til et faktaark over donationer, der blev offentliggjort mandag.
Her nævnes blot de tre former for træning, som Flemming Lentfer også nævner, men uden en større uddybning af indsatserne.
Ud over træningen på dansk jord er danske instruktører også til stede i Storbritannien, hvor en stor træningsmission af kommende ukrainske soldater foregår.
/ritzau/
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik