Forsvarsminister står fast på hastighed trods kritik om udbud
Hastighed er nøgleordet for den militære oprustning, regeringen netop har annonceret. Rigsrevisionen kritiserede i 2024 Forsvarsministeriet for at være langsomme på trods af, at sager ikke kom i udbud. Ifølge Troels Lund Poulsen bliver det nu anderledes. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Troels Lund Poulsen siger, at langsom behandling af militære indkøb ikke kommer til at gentage sig.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) afviser, at Statsrevisorernes kritik af langsom behandling af indkøb kommer til at gentage sig.
Det siger han ved et pressemøde onsdag i Statsministeriet.
- Vi vender ikke tilbage. Vi laver en ny model. Det, der skal være drivende, er, at vi nu kommer til at gå efter det, der er tilgængeligt, ikke det allerbedste.
- Vi har tidligere været meget bekymrede for direkte tildeling. Det vil derfor også være en del af opgaven at styrke den juridiske muskel i Forsvarsministeriet, lyder det
I juni 2024 udkom Rigsrevisionen med en beretning, der undersøgte Forsvarsministeriets større anskaffelser af materiel fra 2018 til 2023.
Beretningen viste, at én ud af 20 undersøgte anskaffelser kom til tiden.
I gennemsnit var anskaffelserne forsinket med 4,5 år. Fem af de 20 undersøgte anskaffelser var i udbud.
Alligevel hævder regeringen, at oprustningen vil komme til at gå hurtigere, når man ikke sender indkøb i udbud.
- Det vil være en helt anden måde at lave tildeling på, end det har været historisk, siger Troels Lund Poulsen.
Socialdemokratiet stod i 2014 i spidsen for en større omlægning af strukturen i Forsvaret. Den medførte, at forsvarschefen fik mindre magt end hidtil.
Eksempelvis mistede forsvarschefen indflydelse på Forsvarets økonomi, der i stedet rykkede ind i Forsvarsministeriet. Forsvarschefen blev desuden fysisk placeret i ministeriet.
Ifølge Troels Lund Poulsen er den model, der implementeres nu, ikke en tilbagerulning af denne reform, selv om forsvarschefens beføjelser igen udvides.
- Forsvarschefen får ikke økonomi under sig ligesom dengang. Det er klart, at på baggrund af hastighed må vi indrette os på en anden måde. Vi har organiseret os for bureaukratisk.
- Forsvarschefen får nu direkte indflydelse på den enkelte soldat, og på hvordan vi uddanner og rekrutterer denne. Vi har brug for, at de får de rigtige forudsætninger, siger forsvarsministeren.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker