Forsvarsministeriet blev advaret om forhastet våbenindkøb
Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har undskyldt over for Folketinget. (Arkivfoto). Foto: Tom Little/Reuters
Forsvarsministeriet blev advaret gentagende gange inden våbenindkøbet hos Elbit blev godkendt.
Inden våbenindkøbet hos israelske Elbit blev Forsvarsministeriet fra flere kanter advaret om, at indkøbet gik alt for stærkt.
Det skriver DR og Berlingske.
DR er i besiddelse af en mail fra det sydkoreanske våbenfirma Hanhwa til en topchef i Forsvarsministeriet.
- Min kontakt skyldes en bekymring over, at anskaffelsen sker så hurtigt, at man ikke får vendt alle sten, skrev Hanwhas danske repræsentant i mailen.
Den blev sendt til Forsvarsministeriet tre dage før, at beslutningen om våbenindkøbet blev godkendt til en pris på 1,7 milliarder kroner.
Forsvarsministeriet reagerede dog ikke på advarslen, og det ærgrer Mogens R. Mogensen, som er Hanwhas danske repræsentant.
Våbenfirmaet forsøgte tre gange at sætte et møde op, så de kunne komme med et officielt tilbud til Danmark, men det lykkedes ikke.
Også Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) advarede af flere omgange ministeriet om, at processen var "meget forceret" og "hastig", da styrelsen kun havde en frist på fem dage.
Det skriver Berlingske efter at have gennemgået de to redegørelser, der blev offentliggjort tirsdag i forbindelse med, at Jakob Ellemann-Jensen (V) undskyldte for vildledning af Folketinget.
FMI havde ikke andre muligheder end at levere til den usædvanligt korte deadline samtidig med, at de gjorde embedsfolk opmærksomme på, at det var en meget "shaky redegørelse" på grund af tidspresset.
Det siger Peter Munk Christiansen, der er professor og leder af Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, til Berlingske.
I januar fik medlemmerne af Folketingets Finansudvalg mindre end en uge til at beslutte, om de ville sige ja til et tilbud om indkøb af artillerikanoner fra den kontroversielle israelske våbenproducent Elbit Systems.
Derudover blev de heller ikke informeret om, at der ikke blev indhentet tilbud fra alle andre mulige leverandører.
I tirsdags undskyldte forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) over for Folketinget.
Han havde videregivet forkerte oplysninger, erkendte han. Derfor vil han igangsætte en uvildig undersøgelse af sagen.
Derudover har forsvarsministeren udtalt, at han havde viderebragt oplysninger, som han havde fået fra Forsvarsministeriet og fra Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Ellemann-Jensen har garanteret, at Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse står foran en omorganisering.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker