Fortsat kurs mod stort statsunderskud

Dansk økonomi ser ud til at arbejde sig langsomt ud af krisen. Statsunderskuddet bliver i 2011 på 78,7 milliarder kroner, og det er lidt mindre end i år.

Tidligere regnede regeringen med, at underskuddet landede på omkring 88,2 milliarder, men regeringens nye gennemgang af økonomien viser, at underskuddet i år bliver på 80,1 milliarder kroner.

At det går fremad ses også af, at regeringen nedjusterer sit skøn for ledigheden. Regeringen venter nu en gennemsnitlig ledighed på 121.000 i år - det er 9000 færre end forventningen i maj. Samtidig nedjusterer regeringen også forventningerne til ledigheden i 2011 fra 135.000 til 125.000.

Det fremgår af regeringens nyeste tal for økonomien i Økonomisk Redegørelse, samt Budgetoversigt, som er offentliggjort sammen med finanslovforslaget.

/ritzau/

Statsunderskuddet bliver på 78,7 milliarder kroner i 2011. Det fremgår af regeringens nye tal for økonomien. Regeringen venter også færre arbejdsløse end hidtil

Offentliggjort Sidst opdateret