Forvaltning inhabil i sag om Bondams mand

Den københavnske Teknik- og Miljøforvaltning var inhabil i forbindelse med, at Klaus Bondams partner, Jacob Kemp, har udført opgaver for forvaltningen. Det slår Statsforvaltningen fast i en afgørelse.

- (...) det ikke kan udelukkes, at der har været en risiko for, at de ansatte i teknik- og miljøforvaltningen i deres sagsforberedende arbejde har ladet sig påvirke af, at Klaus Bondam har haft en betydelig indflydelse på afgørelser inden for ovennævnte områder i forhold til de pågældende, skriver Statsforvaltningen i afgørelsen.

Statsforvaltningen mener, at spørgsmålet om, hvorvidt det i det enkelte tilfælde ville have været muligt at overlade sagsforberedelsen til en anden forvaltning med en anden borgmester, burde have været forelagt for Borgerrepræsentationen

Statsforvaltningen foretager sig dog ikke yderligere i sagen.

Derimod er den københavnske Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam (R) blevet frikendt i sagen.

- Statsforvaltningen har slået fast, at jeg har handlet korrekt i spørgsmålet om min personlige inhabilitet, hvor jeg har undladt at deltage ved sagernes behandling i udvalg og BR, siger Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam.

Som begrundelse for afgørelsen skriver Statsforvaltningen, at Klaus Bondam er gået ud af lokalet, når beslutningerne skulle træffes.

I alt har Københavns Kommune betalt 337.123 kroner til Jacob Kamp og hans firma "1:1 Landskab" for opgaver, der er blevet udført, mens hans registrerede partner Klaus Bondam i 2006-2009 sad som teknik- og miljøborgmester.

Da sagen kom frem i B.T i juli, sagde Claus Haagen Jensen, professor på Copenhagen Business School:

- Det ændrer intet, at man er gået uden for døren, når beslutningen tages. For man er jo chef for de ansatte, som beslutter det. Så den går ikke ifølge reglerne om habilitet, sagde han.

Klaus Bondam stopper som borgmester ved udgangen af 2010, fordi han fra den 1. januar 2011 bliver institutleder ved Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles, der dækker Belgien, Holland og Luxembourg.

/ritzau/

Teknik- og Miljøforvaltningen i København var inhabile i sag om Bondams mand. Bondam selv handlede korrekt.

Offentliggjort Sidst opdateret