Provst Johannes Kristensen, lokal spidskandidat for Det Konservative Folkeparti til det kommende kommunalvalg i Guldborgsund Kommune, har spillet skomar' på grønne klæder siden ungdomsårene. Det skete ikke mindst på brune værtshuse, som den i dag 46-årige provst har mange gode minder fra. Indimellem kaster han sig også ud i at vælte kegler i præstegården i Radsted, hvor han i øvrigt også har indrettet vinkælder. I februar 2018 flyttede han til Lolland, hvor hans farfar var barber i Grænge, og hans oldemor var oldfrue på Krenkerup Gods. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
Det Konservative Folkepartis Johannes Kristensen forsøger at tage kegler som nyt politisk ansigt.
Kim Møller PedersenKimMøller Pedersen
OffentliggjortSidst opdateret
GULDBORGSUND Et girafkranium og et velholdt Søren Søgaard-billardbord med kegler, der regelmæssigt lader sig vælte omkuld.
Det er måske ikke helt forventningen at støde ind i sådanne to størrelser, når man træder ind i en præstegård.
Det gør man ikke desto mindre, når man besøger provsten i Lolland Østre Provsti.
Han hedder Johannes Kristensen. Udover at byde inden for i sin families privatsfære i Radsted Præstegård vil han også gerne invitere til en snak om at stille op for første gang til et byråd. Ovenikøbet som spidskandidat.
Forrest er det et girafkranie, herefter følger provst Johannes Kristensen, og bagerst hænger den første dåhjort, som spidskandidaten skød, efter han flyttede til Lolland i februar 2018. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
Savanne og brunt værtshus
Annonce
Men inden holdninger og tilkendegivelser fra et konservativt politisk ståsted tager over, vender vi lige tilbage til - om ikke savannen eller det brune værtshus - så i hvert fald Radsted Præstegård.
Hverken savanne eller brune værtshuse skræmmer i øvrigt provsten, der i parentes bemærket selv med egne ord er gammel tjener i de yngre dage, hvor det også blev til mange gode oplevelser - også fra brune værtshuse i det sjællandske.
Som erfaren og entusiastisk jæger gennem mange år og under mange forskellige forhold er der også nu kommet så megen erfaring bag riflen, at der ikke længere helt er tal på, hvor mange udstoppede dyr der rent faktisk hænger fremme på vægge, står på hylder eller får en pause i præstegårdens kælder.
Johannes Olav Kruse Kristensen er 46 år og gift med Maria Kristensen, der arbejder som skolelærer på Sct. Joseph Søstrenes Skole i Nykøbing. Parret har tre børn, Petra på 16, der går i 1.g på Maribo Gymnasium, Filippa på 15, der går i 9. klasse på Sakskøbing Skole, og Agnes på 5 år, som er ved Børnehuset Krummerne. Johannes Kristensen kommer fra et embede som præst ved kirkerne i Mørkøv i det nordvestlige Sjælland og flyttede med familien til Lolland i 2018. Her er han i dag bosat med familien i Radsted Præstegård og er provst for Lolland Østre Provsti, der består af 19 sogne med 21 kirker. Johannes Kristensens forældre bor i Våbensted, og han har yderligere familie bosat andre steder på Lolland-Falster. Selv er han delvist vokset op i det midt- og sydsjællandske via syv års skolegang på Herlufsholm Kostskole. Det er første gang, Johannes Kristensen stiller op som byrådskandidat.
Johannes Kristensen er meget interesseret i kunst. Her er det et værk af den tjekkiske kunstner Imre Antonyi på væggen. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
Kronhjortkalv og vildsvin
Der er ganske enkelt på vægge og hylder i præstegården mulighed for at studere et bredt katalog af fasan, kronhjortkalv, vildsvin eller eksempelvis et girafkranium.
Alt er hængt op i afstemning med masser af forskellig kunst.
Indimellem smelter de to ting ifølge den konservative spidskandidat sammen på en måde, så man nærmest ikke kan se forskel på, hvad der er hvad.
- Tag girafkraniet. Er det kunst, eller er det bare et kranium? For mig er det så specielt, at det er lidt begge dele.
Johannes Kristensen er med egne ord ganske enkelt glad for at nyde girafkraniet tæt ved spisebordet. Hver eneste dag. Uanset om det så kan kaldes kunst eller ej.
I øvrigt leveres der hurtigt en forklaring fra provstens side i forhold til herkomsten af girafkraniet, som han på ingen måde selv har været involveret i at tilvejebringe i form af jagt på det dyr, som Den Internationale Union for Naturbeskyttelse (IUCN) allerede for fem år siden satte på en rød liste over truede dyrearter.
Annonce
Historien bag er ganske enkelt en tidligere jagtvens barnebarn, der til konfirmationsforberedelse fik fortalt sin præst, Johannes Kristensen, om det dér girafkranie, der pludselig var tilovers, og som skolen ikke kunne tage imod. Hvad skulle man så gøre ved det?
- Der var jeg altså ikke for stort et menneske i forhold til at overtage et kranie fra en giraf, når nu det ellers blot skulle smides ud, forklarer spidskandidaten.
Hustruen og resten af familien er også med på at nyde kraniet som en anderledes udsmykning i hjemmet fuld af forskellige former for kunst og udstoppede dyr.
Der er nemlig god orden i tingene hos byrådskandidaten, som stiller op for et parti, der gerne taler om ordentlighed.
Den gode orden med masser af kunst, som skal spille sammen med resten af indretningen, hænger ikke mindst - ifølge Johannes Kristensen - sammen med en god næse for den slags hos hustruen Maria.
Familiestruktur og overskud
Det var også med hustruen, at han for ikke så længe siden blev enig om, at nu var der efterhånden så godt styr på familiestrukturen og det hele, at tidspunktet var rigtigt i forhold til at forsøge sig ud i det politiske med et kandidatur til byrådet:
- Vi flyttede hertil i februar 2018, og i mit job som provst har jeg en ualmindelig travl hverdag. Og først nu har jeg fået så meget styr på al den familiemæssige struktur, at jeg føler, jeg har det nødvendige menneskelige overskud, der skal til, for at kunne stille op i politik.
Ny politisk giraf
Nu har det efterhånden via adskillige vælgermøder gennem nogle uger været muligt at se den nye "politiske giraf" fra det østlollandske landskab.
Annonce
Den er for længst præsenteret og kørt i stilling, og flere gange har man allerede kunnet høre spidskandidaten ytre sig om ikke mindst et par personlige mærkesager - nemlig dannelsesspørgsmål og ældrepleje.
Selv om en mærkesag sagtens kan hænge sammen med, hvad der generelt er at hente i eksempelvis folkekirkens ressourcer, er Johannes Kristensen klar i mælet i forhold til at skille tingene ret præcist ad for at undgå eventuelle misforståelser:
- Jeg stiller ikke op for at pleje folkekirkens interesser. Men jeg mener sagtens, man kan bruge de ressourcer, der findes i folkekirken, til at skabe et godt lokalmiljø eksempelvis inden for ældreplejen. Men også i forhold til dannelse.
Spidskandidaten kender til det store fokus, der i mange år har været i Guldborgsund Kommune på dannelse. Ikke mindst med at arrangere en tilbagevendende årlig dannelseskonference med deltagere fra hele landet.
- Med det store kommunale fokus på dannelse undrer det mig bare, at der ikke noget sted er nævnt noget som helst omkring folkekirkens ressourcer i forhold til at skabe dannelse. Det er for mig meget besynderligt, og det vil jeg gerne være med til at lave om på, understreger Johannes Kristensen.
Han er også - i forhold til ældrepleje - fortaler for at udvide den såkaldte klippekortsordning. De fleste kommuner har allerede en klippekortsordning, der giver mulighed for, at de svageste ældre kan få en halv times ekstra hjemmehjælp om ugen. I Guldborgsund skal der i forhold til det aktuelle lokale niveau udvides, hvis det står til Johannes Kristensen.
Gøre rammerne bedre
Han går som konservativ stærkt ind for at gøre rammerne for virksomhederne bedre, så de kan boltre sig og skabe øget omsætning til gavn for samfundet:
- Jeg går ind for at skabe endnu bedre rammer for vores virksomheder, så kagen, der skal være med til at betale for vores velfærd, bliver større. Det er min personlige kæphest. Det handler kort og godt om at øge velstanden ved at gøre kagen større. Så enkelt kan det siges. Det irriterer mig grænseløst, at jeg på det ene valgmøde efter det andet kan høre en masse, der lover og lover, men der er ikke så mange, der egentlig fortæller, hvor pengene skal komme fra.
Johannes Kristensen går med egne ord som sådan ikke ind for en høj skat. Han mener heller ikke, at enhver er sig selv nærmest. Det samlede indtægtsgrundlag hos virksomhederne skal ifølge ham kort og godt øges for i sidste ende også at kunne skabe en større fælles kage, der kan betale for velfærden.
Annonce
Ellers skal det lige nå med, at Johannes Kristensen og familien er faldet godt til i det østlollandske efter flytningen fra Holbæk. 500 plakater er nu ude at arbejde for provsten i det politiske landskab.
Enkelte plakater har han dog bedt om at få fjernet igen, da de hang for lavt. Igen er det ordentlighed, som er nøgleordet. Selv slapper han ordentligt af, når han tager til "sit lille sted" i Herritslev, hvor det handler om naturoplevelser og jagt. Nu er jagten for en stund gået ind på at sidde i byrådet i Guldborgsund Kommune, hvor der efter Johannes Kristensens mening skal leveres et bedre stykke arbejde, hvad angår ældrepolitik og erhvervsvenlighed.
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen til stor brofest
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse