Fradrag for fagforeningskontingent i fare

Ikke blot en halvering af dagpengeperioden, men også en beskæring af fradraget for fagforeningskontingenter er nu spil i forbindelse med forhandlingerne om regeringens såkaldte genopretningspakke.

Inden Dansk Folkeparti tirsdag gik ind til de afgørende forhandlinger hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) gør partiets formand, Pia Kjærsgaard, det klart, at alt er i spil.

Ifølge Pia Kjærsgaard betyder det økonomiske opsving dog, at de langtidsledige ikke bør frygte, at de ryger ud af dagpengesystemet over på kontanthjælp.

- Der er jo en risiko ved alt, hvad vi foretager os i forhold til det her. Det vi bare kan konstatere er, at situationen ser langt mere positiv ud end den gjorde for ganske kort tid siden i forhold til ledigheden, siger Pia Kjærsgaard.

- Det, som har været et valg, et dilemma, er, at vi har altid stået for at pensionisterne, de skulle ikke være bekymrede, siger Pia Kjærsgaard.

Forringelsen af dagpengene skal træde i stedet for den fastfrysning af alle overførselsindkomster, som regeringen har foreslået skal bidrage med 6,3 milliarder kroner til spareplanen.

Dansk Folkepartis forhandlere ønsker dog ikke at løfte sløret for, hvor meget en halvering af dagpengeperioden egentlig vil bidrage med til den øvelse.

Dansk Folkepartis finanspolitiske ordfører, Kristian Thulesen Dahl, fortæller samtidig, at også fradraget for fagforeningskontingenter i en spil.

- Hvis man skal nå den sociale balance og sikre, at der ikke bliver større ulighed, når man skal ned og finde 24 milliarder kroner, så bliver man nødt til at kigge fordumsfrit på det, siger Kristian Thulesen Dahl.

Til gengæld ønskede finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ikke at kommentere forhandlingerne, da han hastede ind i forhandlingslokalet i Finansministeriet.

Parterne venter at bliver færdig i løbet af tirsdag formiddag.

/ritzau/

Foto: MOTTLAU MICHAEL/POLFOTO

Slutspillet er indledt om genopretningspakken. Og alt er i spil - både dagpengeperioden og fradraget for faglige kontingenter ser ud til at blive forringet.

Offentliggjort Sidst opdateret