Københavns nye overborgmester Frank Jensen (S) har kvajet sig, fordi kommunen ikke fulgte de gældende ansættelsesregler, da der blev ansat nye folk til overborgmesterens sekretariat. Men det kommer næppe til at få alvorlige konsekvenser for ham, vurderer to forvaltningseksperter.
- Det er tæskedumt, at han ikke har gjort de her ting ordentligt. Det er lige præcis den type sag, som det er dumt at starte med. Men det er ikke andet end en fodfejl, siger Gunnar Gjelstrup, der er lektor i forvaltning ved Københavns Universitet.
Kasper Møller Hansen, professor ved Københavns Universitet, er enig i, at Frank Jensen står med en uheldig sag.
- Det er bestemt en sag, de gerne ville have været foruden. Men det er ikke Frank Jensens politiske liv, der er på spil. Hvis ombudsmanden kommer frem til, at der er begået en fejl, vil det resultere i en næse og måske også en opfordring til at udarbejde klarere regler ved politiske ansættelser, siger han.
Polemikken omkring Frank Jensen opstod, da han efter sin tiltræden skulle besætte stillinger i sit sekretariat. To af stillingerne til folk, der var med til at føre valgkamp for socialdemokraten. Kommunen har erkendt, at den brød regler for jobopslag, da stillingerne ikke blev slået op på jobnet.dk. Nu har Ombudsmanden indledt en undersøgelse af sagen.
Men selv hvis alle retningslinjer var blevet fulgt til punkt og prikke, var det med stor sandsynlighed de samme personer, der var blevet ansat, påpeger Gunnar Gjelstrup.
- Sådan er politik i dag. Man hiver nogen ind, man kender og kan stole på.
Kasper Møller Hansen er enig:
- Hvis de andre partier aldrig havde ansat nogen uden hensyn til partibog, ville de have råbt højere, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde