Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), bliver torsdag valgt til formand for interesseorganisationen Eurocities, som repræsenterer 140 europæiske storbyer med samlet 120 millioner indbyggere.
Interesseorganisationen er blandt andet involveret i EU-Kommissionens arbejde inden for byløsninger og byernes udfordringer inden for integration, social ulighed, miljøpolitik, tryghed og økonomisk vækst. Og vækst er det tema, som Frank Jensen vil bruge mest energi på.
- Europas storbyer er helt afgørende i den globale konkurrence, hvor byer som Shanghai, San Francisco og Singapore står stærkt. De større byer skaber nemlig den afgørende vækst, siger Frank Jensen og fortsætter:
- I Danmark kommer der eksempelvis 20 job uden for København, hver gang der skabes 100 job i hovedstaden. Det betyder også, at en styrkelse af storbyerne ikke sker på bekostning af udkantsområderne. Tværtimod.
Han henviser til, at 85 procent af Europas bruttonationalprodukt skabes i byerne, hvor 75 procent af befolkningen er bosat.
- Taget byernes vægt i betragtning er det helt naturligt, at Europas storbyer får bedre adgang til EU-midler i næste budgetperiode - for eksempel til klimainvesteringer eller grøn transport, siger Frank Jensen.
Konkret ønsker organisationen at støtte byer, der satser på klimagavnlige og energirigtige byløsninger. Et områder, som København i forvejen arbejder med, og hvor Frank Jensen ser en mulighed for at fremhæve København.
- Formandsposten giver København en solid international platform, hvor København kan promovere sig som rollemodel for grønne og attraktive storbyer over hele Europa, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker